; ;
Gemt

Corona: Dansk Erhvervs forslag til hjælpepakke

09. marts 2020

Dansk Erhverv mødes i dag med regering og myndigheder om, hvordan udbruddet af coronavirus skal håndteres. Her vil Dansk Erhverv præsentere en række forslag, som skal lette presset på erhvervslivet.

Det globale udbrud af coronavirus giver anledning til ekstraordinære negative økonomiske konsekvenser i hele verden og rammer nu også for alvor dele af dansk erhvervsliv. Dansk Erhverv har i lyset af den seneste eskalering i virusudbruddet nedjusteret vores skøn for BNP-væksten i år med 0,25 procentpoint til 1 procent. Dermed er det nu vores forventning, at 2020 vil byde på den laveste vækst i dansk økonomi siden 2013, hvor den europæiske gældskrise tyngede dansk økonomi.

Brian Mikkelsen: Situationen er alvorlig
”Situationen er alvorlig. Vi har en god og tæt dialog med myndigheder og politikere. Det er Dansk Erhvervs klare anbefaling, at politikerne iværksætter tiltag, der kan understøtte de dele af dansk erhvervsliv, der er hårdt ramt af situationen. Der bør være fokus på tiltag, der reducerer de berørte virksomheders omkostninger og sikrer tilstrækkelig likviditet. Tiltagene bør dertil være tilrettelagt sådan, at de virker hurtigt, effektivt og målrettet de brancher, der er særligt udsatte. Omkostningerne for erhvervslivet må forventes at stige betydeligt og brede sig til flere brancher, hvis virusudbruddet bliver alvorligt og langvarigt,” siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Særligt ramte brancher
Det er især følgende brancher, der pt. er ramt i Danmark: Turisme, hotel- og restauration, fly og lufthavne, oplevelse, kultur og idræt, rederier, transport og reklamebranchen. Andre virksomheder oplever pres på leverandørkæderne, og alle virksomheder bruger mange ressourcer på at begrænse spredningen af sygdommen.

Hjælpepakke til kriseramte virksomheder
Dansk Erhverv foreslår initiativer inden for fire områder, som kan afhjælpe situationen:

  1. Likviditetsstyrkende initiativer
  2. Klare meldinger fra myndigheder og regering
  3. Nedbringelse af udgifter til løn og sygefravær
  4. Ekspansiv finanspolitik kan komme på tale i en senere fase.

1. Likviditetsstyrkende initiativer

A. Statsgaranti for lån til kreditværdige virksomheder til dækning af tab i forbindelse med coronavirus.

B. Muligheder for midlertidigt at kunne udskyde betaling af medarbejderbestemte omkostninger (lønsumsafgift, ATP, AUB)

C. Mulighed for at udskyde betaling af moms og afgifter

2. Klare meldinger fra myndigheder

Det har givet anledning til nogen forvirring, at myndighederne er kommet med opfordringer og anbefalinger og ikke deciderede påbud. Det har også store økonomiske konsekvenser ansættelsesretligt og for arrangører af f.eks. koncerter, sportsbegivenheder og konferencer, om der er tale om en opfordring/anbefaling eller et påbud. Hvis der er tale om et påbud, kan mange af arrangørerne få dækket deres økonomiske tab.

Dansk Erhverv opfordrer derfor regeringen til at finde en løsning, der sikrer, at arrangørerne får økonomisk kompensation som følge af deres meget store tab.

3. Nedbringelse af udgifter til løn og sygefravær

Virksomheder, der lige nu oplever store akutte fald i omsætningen som følge af spredningen af coronavirus, efterlyser først og fremmest bedre muligheder for at kunne nedbringe lønudgifter hurtigt med henblik på at undgå at skulle afskedige flest mulige medarbejdere. På den korte bane har virksomhederne i et begrænset omfang inden for gældende rammer mulighed for at tilpasse bemandingen gennem afvikling af overarbejde og varsling af ferie. Derudover giver arbejdsfordelingsordningen mulighed for at reducere bemandingen på kort sigt uden at skulle afskedige medarbejdere. Men virksomhederne efterlyser imidlertid mere fleksible muligheder så som:

A. Midlertidig suspendering af arbejdsgiverperioden for virksomheder med markant forøget sygefravær som følge af corona. Dansk Erhverv foreslår, at der gives adgang til sygedagpengerefusion fra første sygedag. I dag gives der først refusion efter 30 dage.

B. Udvidelse af muligheder for hjemsendelse via arbejdsfordeling.

4. Ekspansiv finanspolitik kan komme på tale i en senere fase

De understøttende tiltag foreslås forlænget ud over virusudbruddets længde for at understøtte en genetablering af væksten i dansk økonomi efter virusudbruddets afslutning.

Et skifte i retning af en mere ekspansiv finanspolitik kan også vise sig nødvendig. Dette vurderes dog pt. først nødvendigt i en senere fase.

Dialog med regeringen
”Dansk erhvervsliv har i denne helt ekstraordinære situation vist stort samfundssind og taget ansvar. Det er der blevet kvitteret for bredt. Nu skal vi have fokus på, hvordan vi sikrer, at dette virusudbrud ikke går unødigt ud over dansk vækst og arbejdspladser, og det vil vi være i tæt dialog med regeringen om at undgå,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Direktionen

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil