; ;
Gemt

Godt nyt med hurtigere åbning af Danmark

Statsministeren inviterer til forhandlinger om at åbne mere af Danmark. Erhvervslivet er helt klar, og det er vigtigt, at vi får gang i hjulene hurtigt, siger Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv.

Statsministeren har netop oplyst, at der straks indledes forhandlinger om at åbne Danmark hurtigere op. Det er sød musik i erhvervslivets øre.

”Vi kan se, at sundhedstallene går den rigtige vej, og derfor er det rigtigt, at regeringen nu tager initiativ til at åbne samfundet yderligere op. Erhvervslivet er klar. Det er vigtigt, at vi får gang i hjulene, så vi hurtigere kan komme ud af den dybe økonomiske krise, som vi og hele verden befinder sig i. Erhvervslivet er fundamentet for velfærdssamfundet, og derfor skal vi have åbnet flere virksomheder,” siger adm. dir. i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

De økonomiske konsekvenser af nedlukningen er store, men det er meget positivt, at danskerne har udvist stor disciplin og har fulgt forskrifterne fra myndighederne. Dansk Erhverv ser frem til en hurtigere åbning af flere virksomheder. Men der er fortsat behov for forbedringer og klarhed omkring hjælpepakker til erhvervslivet, mener Dansk Erhverv.

”Åbningen kan jo kun lade sig gøre, fordi danskerne har fulgt retningslinjerne om at holde afstand og holde sig inden døre. En stor ros for den fælles indsats. Nu er det utroligt vigtigt, at vi holder fast, men det er også vigtigt, at vi fortsat arbejder med at skabe klarhed over hjælpepakkerne til erhvervslivet. Vi har spillet ind med en række forslag om forbedringer og forlængelser af pakkerne. Vores ønske er nu, at partierne både drøfter åbningen af Danmark, men også tager fat i at forbedre og forlænge hjælpepakkerne,” siger Brian Mikkelsen.

Se Dansk Erhvervs samlede forslag til forbedringer af hjælpepakker.