Gemt

Kammeradvokataftalen svækker konkurrencen og skal opsiges

14. januar 2021

Dansk Erhverv hilser Konkurrencerådets netop offentliggjorte analyse om advokatbranchen meget velkommen. Her står det klart, at den nuværende aftale mellem Kammeradvokaten og staten svækker konkurrencen. Aftalen bør opsiges, mener erhvervsorganisationen.

Konkurrencerådets analyse peger bl.a. på, at Danmark er det eneste sammenlignelige land, der har en tilsvarende model for indkøb af juridisk rådgivning i staten, som man kender det med Kammeradvokaten. Dansk Erhverv er tilfredse med, at Konkurrencerådet nu har set nærmere på denne model i den nye analyse og enig i konklusionen om, at denne model svækker konkurrencen. Det er endvidere positivt, at rådet ved denne lejlighed også har set udover landets grænser.

”I Danmark har man skabt en model, hvor man har holdt fast i at give én privat advokatvirksomhed særstatus og samtidig givet virksomheden lov at være fri på det private marked. Det er stærkt skævvridende i forhold til konkurrencen, og det er dybt problematisk,” siger Daniel Møller Jensen, chefkonsulent for rådgiverbranchen i Dansk Erhverv.

Opsig aftalen med Kammeradvokaten
Dansk Erhverv foreslår, at man dropper titlen Kammeradvokaten, og at man etablerer rammeaftaler på forskellige områder, hvor flere kvalificerede advokatvirksomheder deltager. Den model kender man fra fx Sverige. Det sikrer en fair og lige konkurrence om opgaverne, og at man får bedre uafhængig juridisk rådgivning for skattekronerne.

”Med Konkurrencerådets grundige analysearbejde står det nu helt klart, at den nuværende Kammeradvokataftale svækker konkurrencen på både det offentlige og private marked. Derfor opfordrer vi til, at finansministeren meget snart indkalder til forhandlinger om en ny model,” siger Daniel Møller Jensen.

Brug for en generel styrkelse af konkurrencen
Konkurrencerådets analyse omfatter også en række øvrige forhold, hvor der anbefales at styrke konkurrencen. Det gælder bl.a. kuratorhverv, ejerskabsforhold, advokatvirksomhedernes formål og regler om interessekonflikter.

”Advokater og andre rådgivere leverer værdifuld rådgivning til borgere og erhvervslivet. Derfor er det afgørende, at der gode rammebetingelser samt fair og lige konkurrence. Vi kan se, at der på nogle områder er brug for, at vi styrker konkurrencen, som også analysen bekræfter. Derfor ser vi positivt på en række af analysens anbefalinger vedrørende kuratorhverv, ejerskabsforhold, advokatvirksomhedernes formål og interessekonfliktsregler. Vi kan godt styrke konkurrencen uden at gå på kompromis med retssikkerheden og advokaternes uafhængighed,” siger Daniel Møller Jensen.

Kontakt os

Rådgivning & Videnservice

Daniel Møller Jensen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil