; ;
Gemt

Ny plan mod unges rygning rummer gode elementer

Dansk Erhverv roser sundhedsministeren for at tage initiativer mod unges rygning, selvom det er bekymrende, at der gribes ind mod varemærkeretten. Se forslagene her.

Nyhed

Dansk Erhverv | Handel - 2. oktober 2019

Sundhedsminister Magnus Heunicke har præsenteret regeringens længe ventede plan for at reducere danskernes rygning, først og fremmest blandt unge. Regeringens tiltag inkluderer:

  • Afgiften på cigaretter hæves med 5 kroner i hhv. 2020 og 2021.
  • Der indføres standardiserede cigaretpakker for at gøre dem mindre tillokkende.
  • Tobaksvarer skal gemmes væk i butikkerne.
  • Forhandlere, der sælger tobak eller e-cigaretter over nettet, skal kontrollere alderen hos deres kunder effektivt.
  • Forbud mod salg af tobaksvarer på uddannelsesinstitutioner, hvor der går børn og unge.
  • Forbud mod rygning på uddannelsessteder, der har optag af børn og unge under 18.
  • Røgfri skoletid for elever i grundskolen. 
  • Skærpet forbud mod tobaksreklamer og sponsorater, f.eks. i forbindelse med festivaler.
  • Skærpede krav til nikotinprodukter, så børn og unge ikke fristes.

Gode elementer
Dansk Erhverv bakker op om udstillingsforbuddet, forbuddet mod rygning på erhvervsuddannelser og røgfri skoletid, som alle er med i den 10-punktsplan mod unges rygning, som Dansk Erhverv har lavet sammen med store dele af detailhandlens aktører.

Særligt udstillingsforbuddet vil give lige vilkår for alle i dagligvarebranchen. Det er væsentligt for Dansk Erhverv at forbuddet vil komme med så stor metodisk frihed som muligt, så der kan tages hensyn til individuelt butiksdesign.

En mere effektiv ID-kontrol, både i fysiske butikker og online, er også med i regeringens initiativ. Dansk Erhverv indgår allerede på dette område sammen med flere andre relevante aktører i en diskussion af, hvordan en teknisk løsning kunne se ud på området, og bifalder hensigten.

Regeringens målsætning om en røgfri generation i 2030 kan dog ikke nås udelukkende ved regulering af detailhandlen. Derfor er forbuddet mod rygning på erhvervsuddannelserne, som hidtil er gået fri, en vigtig brik for at sikre en bredstrenget indsats mod rygning blandt unge.

Problematisk indgreb overfor varemærkeretten
Dansk Erhverv mener dog, at det er problematisk, at regeringen ønsker standardiserede cigaretpakker indført. Principielt, fordi der er tale om en indgriben i varemærkeretten. Men også i praksis, da et udstillingsforbud kombineret med standardiserede pakker kan forlænge betjeningen ved kasser i dagligvarebutikker markant.

Overordnet set vurderer Dansk Erhverv dog at udspillet er afbalanceret, også i forhold til prisen, hvor der stilles en markant prisstigning på 25 procent i udsigt. 

Læs mere om regeringens plan mod tobak her: Regeringen sætter ind mod børn og unges rygning.

Indsatsen for en røgfri generation 2030

pdf

Download

Kontakt

Handel

Matthias Korth Vesterdal

Politisk konsulent