; ;
Gemt

Økonomisk håndsrækning til SMV:Digital

20. oktober 2020

Digital omstilling skal hjælpe danske virksomheder ud af krisen. Derfor hilser Dansk Erhverv den nye pulje på 35 mio. kr. til SMV:Digital velkommen.

”Der er virkelig brug for en håndsrækning til SMV’ernes digitale omstilling. Derfor er det dejligt, at regeringen nu har valgt at prioritere 35 mio. kr. til SMV:Digital,’’ sådan lyder det fra chefkonsulent Frederikke Saabye om den nye hjælpepakke, der blev resultatet af en aftale mellem Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet. Aftalen, der kommer som en håndsrækning til det hårdtramte danske eksporterhverv, betyder, at der nu bevilliges midler til initiativer for at hjælpe dansk eksport. Aftalen indebærer en værdi af 485 mio. kr., hvoraf 35 mio. kr. går til SMV:Digital.

I Dansk Erhvervs nye digitale udspil Digital Handlekraft, har vi fokus på flere af de initiativer, der nu hjælpes på vej. Blandt andet styrket e-handel, digital omstilling og nye serviceløsninger. I udspillet foreslår vi, at SMV:Digital tilføres 100 mio. kr. over tre år for at sikre, at så mange danske virksomheder kommer i gang med den digitale omstilling som muligt. Virksomheder med et højt digitaliseringsniveau er nemlig mere produktive, og SMV:Digital kan hjælpe med at gøre dem omstillingsparate på rejsen til en mere effektiv digital vækst.

Økonomisk støtte må ikke være en engangsaffære
Med den økonomiske håndsrækning på 35 mio. kr. har vi altså nået målet for 2020. Selvom aftalen er et led i Regeringens corona-hjælpepakker, og dermed en redningsvest til det danske eksporterhverv, håber vi dog i Dansk Erhverv, at der fortsat vil være fokus på digitalisering i SMV’erne og på SMV:Digital på den anden side af krisen. Massiv tilførsel af langsigtet og risikovillig kapital til digitaliseringen er essentiel for, at SMV’erne får bedre rammevilkår og dermed blive til digitale vækstvirksomheder. Derfor håber vi, at Regeringen vil følge op med flere initiativer og midler de kommende år.

Kontakt

Teknologi, Digitalisering & Tele

Frederikke Rosendal Egede Saabye

Chefkonsulent