Gemt
Presse og Nyheder

Sådan sætter vi gang i forbruget

12. april 2020

Med en ny forbrugspakke med syv konkrete forslag vil Dansk Erhverv stimulere forbruget og dermed sætte gang i økonomien der, hvor behovet er størst.

Dansk erhvervsliv har blødt og bløder fortsat som følge af coronavirussen. Særligt serviceerhvervene er hårdt ramt, og derfor foreslår Dansk Erhverv nu syv tiltag, der, når genåbningen tillader det, alle kan bidrage til at genstarte den indenlandske efterspørgsel og stimulere de brancher, som er særligt hårdt ramt. 

”Hele erhvervslivet er benhårdt ramt af coronakrisen. Nu er vi i gang med en gradvis genåbning af Danmark. Her er der brug for at sætte flere sejl til, så vi kan få sikret noget hurtigt virkende medvind til dansk erhvervsliv. Vi skal have stimuleret forbruget til gavn for dansk erhvervsliv, som igen betyder, at langt flere danskere hurtigere kan komme tilbage i arbejde. Derfor kommer vi nu med syv helt konkrete forslag,” siger Brian Mikkelsen adm. direktør i Dansk Erhverv.

Ekstra hårdt tryk på speederen 
Dansk Erhverv foreslår blandt andet udbetaling af indefrosne feriepenge, forbedring af boligjob-ordningen, gratis sommerkørsel over Storebæltsbroen, afgiftslettelser og fremrykning af offentlige indkøb.

”Det handler om, at vi skal sætte gang i hjulene hurtigt. Vi har set en række andre forslag til at sætte hjulene i gang, men nogle af dem er ikke helt så hurtigtvirkende, som der er brug for. Vi har målrettet vores forslag, så de stimulerer de brancher, som er hårdest ramt, også i forhold til ledighed. Det er turisme, oplevelse, rådgivning og så de private sundhedsaktører. Tager vi for eksempel forslaget om at gøre det gratis at køre over Storebæltsbroen og at tage færgen til danske småøer i sommermånederne, så betyder et hurtigtvirkende og yderst tiltrængt boost til dansk turisme. For vi er nede i hul, og det kommer til at kræve et ekstra hårdt tryk på speederen at få os op af det hul igen,” siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen peger også på forslaget om at fordoble boligjob-ordningens maksimumbeløb fra cirka 19.000 kroner til 40.000 kroner pr. år og at udvide denne, så danskerne også kan få fradrag for ophold i feriehuse, hoteller, camping, koncerter, sportsbegivenheder, forlystelsesparker, restaurantbesøg med videre, som et forslag der vil gøre en stor og konkret forskel.

Dansk Erhvervs forbrugspakke

Dansk Erhverv foreslår følgende:

  • De indefrosne feriepenge skal udbetales
    For at få øget privatforbruget anbefaler Dansk Erhverv, at udbetale de knap 100 milliarder kroner – 55 milliarder efter skat, der lige nu er indefrosne feriepenge indbetalt af os alle sammen. Det vil være en kontant håndsrækning til danskerne, der vil være med til at øge forbruget. Dansk Erhverv foreslår på linje med DA og FH, at staten står for at udbetale de indefrosne feriepenge til lønmodtagerne her og nu - og herefter opkræver beløbet hos virksomhederne, når medarbejderne går på pension. På den måde bevarer virksomhederne deres likviditet.  
  • Forbedret Boligjob-ordning – øg den indenlandske turisme 
    Privatforbruget skal op. Vi skal særligt hjælpe de meget trængte brancher i serviceerhvervene, og derfor foreslår Dansk Erhverv, at Boligjob-ordningens maksimumbeløb forhøjes ekstraordinært i 2020 og 2021 til det dobbelte fra knap 19.000 kr. pr. person til 40.000 kr. pr person. Det kan øge aktiviteten med ca. 3 mia. kr. årligt.

    Boligjob-ordningen foreslås udvidet i perioden 2020-2021 til at være en håndværks-service-oplevelsesordning, en samlet Boligjob- & Oplevelsesordning, så danskerne også får fradrag for ophold i feriehuse, hoteller, camping, koncerter, sportsbegivenheder, forlystelsesparker, restaurantbesøg mv. Ordningen vil have en positiv afsmittende effekt i hele Danmark på detailhandlen og restaurationsbranchen. 

    Endeligt foreslår vi permanent at fjerne sondringen mellem service og øvrigt håndværksarbejde, så danskerne selv kan bestemme, hvilke ydelser de vil benytte.   
  • Besøg hele Danmark 
    For at stimulere forbruget i hele landet foreslår Dansk Erhverv, at gøre kørsel over Storebæltsbroen gratis for alle i sommermånederne (1. juni til 31. august) i 2020 og 2021. Samtidig skal man gøre det gratis at bruge færgeoverfarterne til de danske småøer i sommermånederne (1. juni til 31. august) i 2020 og 2021. Det vil øge mobiliteten og turismen på tværs af Danmark og samtidig vil det være en håndsrækning til et trængt transporterhverv. 
  • Fuld momsafløftning for virksomheders restaurantbesøg 
    Restauranter er som en del af nedlukningen ramt enormt hårdt på deres omsætning. Alle restauranter med siddepladser blev lukket ved påbud 17. marts, og mange har mistet store dele eller hele deres omsætning. Ved at give virksomheder fuld momsafløftning ved restaurantbesøg – og ligestille Danmark med stort set alle andre lande, der har den lignende ordning, kan vi være med til at øge efterspørgslen på restauranterne, når Danmark åbner op igen. 
  • Hurtigere igennem sundhedspuklen 
    Den private sundhedssektor er de facto lukket helt ned. Og mens alle sundhedsvæsnets ansatte har fuldt fokus på at bekæmpe Corona-virussen, så oparbejdes en betydelig pukkel af operationer, eftersyn og genoptræning. Tal fra de danske regioner viser, at flere end 11.000 danske patienter har oplevet at få deres operationer udskudt som følge af Corona-krisen1. Det handler om at få flest mulige danskere til at melde sig klar til at bidrage med genopretningen af dansk økonomi.

    Derfor foreslår vi,
    • At udbyde flere sundhedsopgaver, for at få arbejdet puklen ned i det offentlige sundhedsvæsen.
    • At ophæve suspendering af patientrettigheder, så folk hurtigst muligt kan blive udredt og komme i behandling.
    • At Indføre ventetidsgaranti på speciallæge-ydelser.
    • At indføre ventetidsgaranti på fertilitetsbehandling.
  • Afgiftslettelser 
    På kort sigt kan målrettede afgiftslettelser være med til at øge forbruget af grænsefølsomme varer i Danmark. Derfor foreslår Dansk Erhverv, at der afsættes 1 mia. kr. til at sanere forbrugsafgifter. Dette skal bl.a. sikre, at danskerne, når krisen er slut, ikke suser ned til grænsebutikkerne, men lægger pengene i danske butikker. Det kan være sanering af chokoladeafgiften, kaffeafgiften, konsumisafgiften og tillægsafgiften på mousserende vin.
  • Bedre offentlig-privat samarbejde og højere forbrug 
    Det offentlige har en indkøbsmuskel på 380 milliarder kroner om året og spiller dermed en stor rolle ift. at stimulere forbruget og efterspørgslen. Derfor er det offentlige også en afgørende aktør, når vi langsomt genåbner Danmark. Derfor bør det offentlige fremrykke en række indkøb og ophæve besparelser på private indkøb.

    Helt konkret anbefaler Dansk Erhverv,
    • At ophæve besparelser på rådgivere og at udbyde flere rådgivningsopgaver og efteruddannelser i samarbejde med private i 2020. 
    • At fremrykke køb af bøger og digitale læremidler til skoler, daginstitutioner og biblioteker. 

Pakke 1: Vi skal have gang i forbruget

pdf

Download

Kontakt os

Kommunikation

Lars Ohlsen

Pressechef

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.