; ;
Gemt

Små virksomheder kan også vinde de store kontrakter

Staten har netop sat et stort udbud af facility managementopgaver i søen, og det stiller spørgsmålet om, hvordan de små og mellemstore virksomheder har en chance for at vinde kontrakter af den størrelsesorden.

Nyhed

DANSK ERHVERV | OPS - 6. SEPTEMBER 2018

Bygningsstyrelsen igangsatte i august det første af tre udbud af statens facility managementopgaver. Kontrakten i det første udbud har en samlet værdi på næsten 2 mia. kr. med en årlig volumen på omkring 280 mio. kr. over kontraktens løbetid på syv år. Der er med andre ord tale om et ekstraordinært stort udbud, som vil være interessant for mange private aktører – både store som små virksomheder.

Det kan virke umuligt for små virksomheder at vinde et udbud af en sådan størrelse. Det kan f.eks. skyldes, at virksomhederne har svært ved at leve op til kravene til eksempelvis omsætning, referencer eller lignende.

For små virksomheder kan konsortiedannelse være en adgang til at vinde de store og eftertragtede offentlige kontrakter. Som konsortium kan man støtte sig på hinandens tekniske, faglige, økonomiske og finansielle formåen. Dermed kan små virksomheder blive konkurrencedygtige og få muligheden for at vinde store udbud, som ellers vil tilfalde de helt store virksomheder i branchen. Et konsortium kan være en fordel både, når der er tale om en enkeltstående, større opgave eller et længerevarende samarbejde, hvor man løser opgaver for flere kunder.

Når et konsortium dannes, er det vigtigt, at de deltagende virksomheder forholder sig grundigt til, hvordan samarbejdet i konsortiet skal fungere. I mange offentlige udbud er pris afgørende for, om man vinder opgaven. Derfor er det særlig vigtigt, at man er opmærksom på, at den samlede pris ikke bliver for høj, når konsortiets samlede pris skal fastsættes. Det sker ofte, fordi virksomhederne hver især forsøger at sikre sig mod alle risici.

Derfor bør konsortiedeltagerne bl.a. blive enige om følgende:

  • Hvilken betaling hver enkelt deltager i konsortiet skal have?
  • Hvilken betaling den projektansvarlige virksomhed skal have?
  • Hvordan man prisfastsætter risikoen for afvigelser i budgettet? 

Man kan undgå, at konsortiets pris bliver for høj ved, at hver virksomhed fx kun forholder sig til de risikoforhold, der knytter sig til virksomhedens opgaver i konsortiet. På den måde kan konsortiet herefter lave en samlet prisfastsættelse af de risikoforhold, der er fælles for hele konsortiet.

Har du brug for mere vejledning?
Overvejer din virksomhed at danne et konsortium for at kunne deltage i store udbud, kan du som medlem kontakte Dansk Erhvervs erhvervsjurister for at få mere vejledning om konsortiedannelse.