En tsunami af EU-lovgivning påvirker detailbranchen: Få et overblik
OVERBLIK OVER EKSISTERENDE OG KOMMENDE EU-REGULERING
OBS: Oversigten er ikke udtømmende. Den består af udvalgte lovgivningsinitiativer, som vi anser for at ramme detailhandlen bredest. Vores angivelser af lovgivningens vedtagelsestidspunkt er baseret på bedste viden og er ikke garanteret.
Få overblikket her:
Hvert afsnit består af en kort beskrivelse af direktivforslagets, forordningens eller revisionens indhold. Dette giver dig hurtigt et overblik over de potentielle implikationer, som reguleringen kan have for din virksomhed. Ydermere indeholder hvert afsnit et "Læs mere"-link, der fører til EU-Kommissionens officielle side med den pågældende forordning, direktiv eller revision.
Overblik over kommende EU-regulering
Restriction of PFAS under REACH
Restriktion af brug af PFAS under REACH
Der er fremsat et EU-forslag, der regulerer fremstilling, anvendelse og markedsføring af PFAS-stoffer (mere end 10.000 stoffer). Det vil også betyde forbud mod brugen i forbrugerprodukter mv. Der er nærmere specifikke undtagelser i forslaget og længere overgangsperioder for specifikke anvendelser i visse brancher, hvor det vurderes, at der mangler alternativer eller udskiftning tager tid. Forbuddet er fremsat grundet de miljø- og sundhedsskadelige effekter stofferne har. Forslaget er under vurdering i det europæiske kemikalieagentur bl.a. med baggrund i en stor mængde høringssvar. Det forventes, at det oprindelige forslag blive revideret.
Da et generelt forbud af PFAS vil påvirke alle virksomheder, som bruger PFAS i deres forretning, er det vigtigt allerede nu at undersøge, om jeres produktion eller produkter involverer PFAS. Læs mere her
Revision of the CLP Regulation
Revision af CLP-forordningen (klassificering og mærkning)
Kommissionen har foreslået ændringer til CLP-forordningen for bl.a. at klargøre mærkningskrav, som f.eks. læsbarhed og digital mærkning, og styrke overholdelsen af CLP ved online salg af kemikalier. Revisionen indebærer en opdatering af klassificeringsreglerne for visse typer af kemiske stoffer, forbedre farekommunikationen både online og fysisk gennem bindende krav til mærkning af stoffer, herunder formater for skrift og farepiktogrammer samt ensartede krav til oplysning i forbindelse med reklamer mv. Revisionen indeholder også skærpede krav ift. online markedsføring ift. ansvarlig operatør på det indre marked. Der er forslag om hurtigere processer for at rapportere kemikalie-farer i EU, mens Kommissionen vil få beføjelser til selv at klassificere stoffer, hvilket skal fremskynde identificeringen af farlige stoffer. Endelig introduceres der regler for genopfyldningsstationer. Der er desuden vedtaget 8 nye fareklasser under CLP.
Forordningen dækker producenter, importører og downstream brugere af kemiske stoffer og/eller blandinger. Læs mere her
New Batteries Regulation
Batteriforordningen
Forordningen er den første, der ser på hele livscyklussen for et produkt, fra produktion til genbrug og genanvendelse. Blandt de nye krav fra revisionen er, at slutbrugeren fremadrettet selv skal kunne fjerne og udskifte bærbare batterier, der er indbygget i apparater senest fra 2027, indførelse af nye mærknings- og oplysningskrav, bl.a. om batterikomponenter og genvundet indhold, et elektronisk "batteripas" og en QR-kode. Mærkningskravene finder anvendelse fra 2026 og QR-koden fra 2027. Desuden strammes kravene til indsamling af udtjente batterier.
Forordningen omfatter alle virksomheder, der fremstiller, importerer eller distribuerer batterier i EU. Læs mere her
General Product Safety Regulation (GSPR)
Produktsikkerhedsforordningen
Forordningen har som hovedformål at styrke sikkerheden af produkter, der sælges offline og online, styrke markedsovervågningen overfor ulovlige produkter, samt forbedre forbrugerrettighederne for dem, der har købt et usikkert produkt. Forordningen kræver klarere krav til mærkning, herunder digitale oplysninger, og øger ansvarligheden for fabrikanter, importører og forhandlere. Dette inkluderer krav om interne procedurer for håndtering af sikkerhedsinformation og et krav om, at onlinemarkedspladser samarbejder med myndighederne om fjernelse af farlige produkter.
Forordningen gælder for alle virksomheder, der producerer, importerer eller sælger forbrugerprodukter inden for EU, uanset størrelse. Dette omfatter et bredt spektrum af produkter fra tekstiler og møbler til specifikke produktkategorier som kosmetik, legetøj, el-produkter og medicinsk udstyr, selv hvis de allerede er omfattet af anden specifik EU-lovgivning. Læs mere på Dansk Erhvervs hjemmeside eller her.
Digital Services Act (DSA)
Digital Service Akt
EU's Digital Services Act (DSA) sætter nye standarder for digitale tjenester, herunder forbedret beskyttelse af forbrugere og øget transparens i online reklamer. Virksomheder skal tilpasse deres processer for at håndtere ulovligt indhold effektivt og sikre klarhed omkring deres brug af algoritmer. Dette omfatter bl.a. at gennemføre risikovurderinger og indsamle detaljeret information om erhvervsdrivende på online markedspladser.
Alle virksomheder i Danmark, der tilbyder digitale tjenester, uanset størrelse, skal overholde DSA fra 17. februar 2024. Dette inkluderer detailhandelsvirksomheder, der opererer online, hvilket kræver en gennemgang af deres nuværende praksis for at sikre compliance med de nye regler. Læs mere her
Directive on the accessibility requirements for products and services
Tilgængelighedsdirektivet - Tilgængelighedsloven
Tilgængelighedsloven, der implementerer EU’s tilgængelighedsdirektiv, stiller krav til en række forbrugsprodukter og tjenester, så de bliver lettere at anvende for personer med handicap og andre funktionsbegrænsninger. Loven dækker bl.a. betalingsterminaler i supermarkeder, computere, tablets, e-handelstjenester til onlinesalg til forbrugere mm. Samtidig skal ensartede regler for tilgængelighed på tværs af EU gøre det lettere for virksomheder at handle med produkter og tjenester over grænserne.
Mikrovirksomheder med under 10 ansatte og en årlig omsætning under 2 mio. euro eller en samlet årlig balance under 2 mio. euro er undtaget fra at opfylde tilgængelighedskravene. Derudover kan en virksomhed søge om fritagelse, hvis der er uforholdsmæssigt store omkostninger forbundet med at leve op til tilgængelighedskravene. Læs mere her
New Product Liability Directive (PLD)
Direktiv om ansvar for defekte produkter
Direktivet tilpasser EU's produktansvarsregler til den digitale tidsalder og den cirkulære økonomi. Forslaget udvider definitionen af "produkter" til at omfatte software, digitale fremstillingsfiler og digitale tjenester, der er nødvendige for produktets funktion. Dette inkluderer AI-systemer og komponenter integreret i fysiske produkter, som f.eks. navigationssystemer i køretøjer. Ændringen sigter mod at sikre forbrugerbeskyttelse ved skader forårsaget af defekte digitale produkter og tjenester, og lette bevisbyrden for skader forårsaget af AI.
Direktivet vil gælde for en bred vifte af virksomheder, der opererer inden for EU, herunder producenter af fysiske produkter, softwareudviklere, og udbydere af digitale tjenester. Dette omfatter virksomheder, der arbejder med avanceret teknologi som AI, samt dem, der anvender digitale fremstillingsmetoder, som 3D-print. Læs mere her
Revision of ADR (and ODR Framework) (ADR/ODR)
Lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager (forbrugerklageloven)
Kommissionen har stillet forslag om en ændring af ADR-direktivet, der lægger til grund for den danske forbrugerklagelov. Den væsentligste ændring er, at direktivets anvendelsesområde tænkes udvidet betragteligt således, at forbrugere også vil kunne klage over virksomheder i tilfælde, hvor der ikke er indgået en aftale mellem forbrugeren og virksomheden. Det kan for eksempel være, hvis forbrugeren mener, at virksomhedens markedsføring er vildledende eller virksomheden ikke giver de lovpligtige oplysninger. Derudover vil en række nye områder som for eksempel passagerrettigheder og geoblocking blive omfattet af reglerne.
Forslaget vil berøre alle virksomheder, som sælger varer eller tjenester til forbrugere. Læs mere om ADR og ODR her
Revision of Late Payments directive (part of ‘SME Relief Package’)
Revision af Late Payments direktivet
Revisionen af Late Payment direktivet, som er en del af Kommissionens SME Relief Package, har til formål at lette byrden for iværksættere og SMV’er i EU. Kommissionen fremsatte i september 2023 et forslag om at erstattet direktivet med en forordning, der bl.a. omfatter en maksimal betalingsfrist på 30 dage, forhøjelse af kompensation for forsinket betaling fra 40 til 50 euro per transaktion, samt automatiske renter på 8 procent over ECBs referencesatser ved forsinkede betalinger.
Forslaget om Late Payment kommer til at omfatte virksomheder af alle størrelser, sektorer og produkter uden undtagelser for SMV’er. Læs mere om SME Relief Package her og om Late Payments her.
Revision of The Toy Safety Directive
Revision af lejetøjsdirektivet
Kommissionen har fremlagt forslag til en ny legetøjsforordning, som en revision af det eksisterende legetøjsdirektiv. Der vil primært blive indført en del strengere krav til kemisk indhold af legetøj samt en udvidelse af sikkerhedskravene til at omfatte risici for børns mentale sundhed. Formålene skal indfries ved at indføre et generelt forbud mod flere kemikalier, så de forbydes automatisk, så snart de er klassificeret i EU for effekter som f.eks. kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller luftvejssensibiliserende.
Alle virksomheder, som sælger legetøj på det europæiske marked vil omfattes af ændringerne.Læs mere om forordningen her eller på EU’s officielle side her.
Revision of Consumer Credit Directive (CCD)
Kreditaftaleloven
Revisionen medfører ændringer af det gældende forbrugerkreditdirektiv, hvor rente- og omkostningsfri lån omfattes af reglerne om blandt andet kreditværdighedsvurdering. Det præciseres også, at kreditværdighedsvurderingen skal foretages med udgangspunkt i forbrugerens interesse.
Direktivet finder anvendelse på alle virksomheder, der udbyder kreditter til forbrugere. Læs mere om revisionen af forbrugerkreditdirektivet her
Revision of EU rules on food contact materials (FCM)
Revision af reglerne om fødevarekontaktmaterialer (FKM)
EU-Kommissionen har i Farm to Fork-strategien forpligtiget sig til at revidere FKM-reglerne for at forbedre fødevaresikkerheden og folkesundheden (især ved at reducere brugen af farlige kemikalier), støtte brugen af innovative og bæredygtige emballageløsninger ved hjælp af miljøvenlige, genanvendelige og genbrugelige materialer, samt bidrage til at reducere madspild.
Alle virksomheder, som producerer, importerer, sælger eller anvender fødevarekontaktmaterialer (FKM) bliver omfattet af de nye regler. Læs mere her
Revision of existing marketing standards applicable to a number of agri-food products
Revision af handelsnormer for en række fødevarer
EU's handelsnormer fastlægger regler for visse landbrugsprodukters sammensætning, varebetegnelse, mærkning og præsentation. For at følge med innovationen og for at hjælpe forbrugerne til at træffe sunde og bæredygtige valg, samt forhindre madspild er følgende handelsnormer under revision: frugt og grønt, æg, fjerkræ og "morgenmadsdirektiverne" (honning, marmelade, frugtsaft og konserveret mælk).
Alle virksomheder, som producerer, importerer eller sælger de omfattede produkter bliver omfattet af ændringerne. Bemærk, at der er forskellige implementeringsprocesser for de respektive varetyper. Frugt og grønt samt æg blev vedtaget i november 2023, mens både fjerkræ og morgenmadsdirektiverne forventes vedtaget i Q1 eller Q2 2024. Læs mere her
Revision of the Regulation on Food Information to Consumers (FIC)
Revision af mærkningsforordningen for fødevarer
EU-Kommissionen har i Farm to Fork-strategien forpligtet sig til, at revidere mærkningsforordningen for fødevarer, for så vidt angår ernæringsmærkning, oprindelsesmærkning, holdbarhedsmærkning samt fastsættelse af ernæringsprofiler for fødevarer med ernærings- og sundhedsanprisninger.
Forslaget var planlagt til Q4 2022, men er indtil videre forsinket til efter valget. Alle virksomheder som producerer, importerer eller sælger fødevarer, og som er ansvarlige for deres mærkning vil blive omfattet af ændringerne. Læs mere her
Direktiv eller forordning?
Direktiv | Forordning |
En EU-retsakt, der fastlægger mål, men overlader det til medlemsstaterne at indarbejde det i den nationale lovgivning inden for en bestemt tidsfrist | En EU-retsakt, der er retligt bindende i sin helhed og direkte anvendelig uden behov for vedtagelse gennem national lov i medlemslandene. |

Kontakt
