Spring til indhold

Akutpakke for fremme af store batterier (BESS) i Danmark

Dansk Erhverv lancerer en akutpakke, der skal sætte gang i opstillingen af store batterier (BESS) i Danmark – et nødvendigt skridt for at sikre fremdrift i den grønne omstilling og understøtte forsyningssikkerheden.

Akutpakke for fremme af store batterier (BESS) i Danmark

Danmark skal kunne lagre sin grønne strøm

Danmark er i gang med en omfattende elektrificering, hvor store mængder vind- og solenergi skal indpasses i energisystemet. Men den grønne strøm er kun noget værd, hvis den kan bruges, når behovet er der – og lagres, når der er overskud.

Store batterier (BESS – Battery Energy Storage Systems) er et vigtigt element til at udnytte den vedvarende energi effektivt, stabilisere elnettet og reducere behovet for fossile backupanlæg. Men i Danmark er udbredelsen af BESS i et tidligt stadie: Vi har i dag kun omkring 155 MW batterikapacitet, mens Sverige har 600 MW, Tyskland over 2 GW og Storbritannien næsten 7 GW.

Med de rette rammer kan Danmark dog indhente førerfeltet. Energistyrelsen forventer 4.000 MW i 2030. Gevinsterne er store: Ifølge Copenhagen Economics kan øget fleksibilitet spare danske forbrugere 1,4 mia. kr. årligt, reducere CO₂-udledningerne med 230.000 ton årligt og udskyde elnetinvesteringer for 10–20 mia. kr. frem mod 2035.  

En akutpakke skal sætte fart på BESS
Batterier er dermed ikke blot et teknologisk fremskridt, men en strategisk investering i lavere energiregninger, højere forsyningssikkerhed og en grønnere dansk økonomi. For at sætte fart på udviklingen foreslår Dansk Erhverv en akutpakke, der fjerner barrierer og sikrer hurtig fremdrift for danske BESS-projekter.

Akutpakken indeholder fem fokuspunkter, der kan skabe fremdrift:

  1. Samplacering med VE-anlæg: Gør det lettere og billigere at etablere batterier ved vind- og solanlæg.
  2. Ensartede sikkerhedskrav: Fjern kommunale forskelle i fortolkningen af sikkerhedskrav til batterianlæg og styrk tilliden.
  3. Godkendelse af geografisk differentierede tilslutningsbidrag for forbrug: Godkend den anmeldte model for geografisk differentierede nettilslutningsbidrag for forbrug senest ultimo 2025.
  4. Et nationalt batterirejsehold: Vejled til bedre sagsbehandling og opret et batterirejsehold.
  5. Analyse af tariffer: Analyser om de nuværende tarifmodeller afspejler batteriers systemværdi og fleksibilitet.

Læs akutpakken og de tilhørende anbefalinger fra Dansk Erhverv her ⇓

BESS akutpakke
pdf

Kontakt

Klima & Energi

Esben Thietje Mortensen

Energipolitisk chef

Klima & Energi

Nanna Skovgaard Mortensen

Politisk konsulent