Spring til indhold

Bella Center skærper sit fokus: “Vi skal være mere for flere”

Bella Center, januar 2026. Mere end 10.000 personer fra den internationale modebranche er samlet til Copenhagen International Fashion Fair (CIFF) for at fremvise brands, indkøbe kollektioner, netværke og indgå aftaler. Showrooms, catwalks og events fylder Bella Center, og samtaler foregår på flere sprog. 

Udenfor står taxaer klar, metroen kører tæt på, lufthavnen er 10 minutter væk, og AC Hotel Bella Sky ved siden af modtager gæster fra hele verden. Det er blandt andet den infrastruktur, der er afgørende, når Bella Center skal tiltrække internationale arrangementer. 

For Bella Center og resten af eventbranchen er i direkte konkurrence med nogle af Europas største kongres- og eventbyer om at tiltrække store arrangementer, blandt andet London, Wien og Barcelona. 

”Infrastrukturen én af de ting, der skal være i top, hvis vi skal vinde konkurrencen,” fortæller Jesper Mark Dixen. 

For et halvt år siden tiltrådte han som adm. direktør i Bellagroup, der driver Bella Center Copenhagen, Bella Arena og tre hoteller med knap 1.600 værelser i København. På bordet har han én overordnet opgave: at skabe vækst i hele forretningen. 

Det skal ske ved, at Bella Center i højere grad udnytter sine 65.000 m2 store haller, der skal have flere store internationale events og flere mindre arrangementer, og det stærke samarbejde med andre aktører i erhvervslivet skal styrkes. Alt det vil automatisk smitte af på Bellagroups hoteller, som er klar til at tage imod turister og mødedeltagere. 

Men hvis det hele skal lykkes, skal Bellagroup være internationalt konkurrencedygtig. Ikke kun på infrastruktur, men på mange forskellige parametre. 

Og netop dét mødes vi med Jesper Mark Dixen for at tale om. For hvordan vil han skabe vækst i en branche præget af stor international konkurrence? 

3 hurtige til Jesper… 

Den vigtigste læring, jeg tager med mig fra de seneste års globale uro er… at man aldrig skal tage stabilitet for givet. Du skal værne om virksomhedens kerneværdier og fokusere på de langsigtede mål. Den læring tager jeg med mig fra min tid i Lagkagehuset, hvor vi holdt åbent for kunderne, selvom corona lukkede alting ned. Det betød, at kunderne blev hos os – både under og efter corona. 

Mit bedste råd til topchefer, der skal træffe svære beslutninger på kort tid er… at du skal være klar på dine værdier og målsætninger og være tydelig over for medarbejderne. Planlæg med fleksibilitet, for i morgen kan alt ændre sig. 

Når jeg søger strategisk eller ledelsesmæssig sparring, så ringer eller taler jeg altid med… min ejerkreds og så min vigtigste – og nok også ærligste kritiker – min hustru. Jeg bruger hende til alt. Faglige sparring, personlig sparring. Hun kan byde ind på det hele. 


En livline til branchen
 
Vi møder Jesper Mark Dixen i Bellagroup få dage inden, CIFF løber af stablen. Han viser rundt i Bella Center og på AC Hotel Bella Sky. Når man går rundt, er det tydeligt, hvor mange hænder der er i spil op til et stort internationalt event. Teknikere er i gang med at rigge op og ned, eventafviklere er i gang med forberedelserne, rengøringen er i fuld gang, og receptionen håndterer ind- og udtjekninger. Overalt er der brug for kvalificeret arbejdskraft. Og til de store internationale events har arrangørerne ofte brug for at medbringe deres egne medarbejdere. 

Derfor var det en kæmpe sejr for Bellagroup og resten af eventbranchen, da der i sommer blev indgået en politisk aftale om nye regler for erhvervsvisum og arbejdstilladelser. Med aftalen bliver nøglemedarbejdere i eventbranchen undtaget reglerne om arbejdstilladelse. 

Det betyder, at Bella Center står stærkere i konkurrencen om de internationale events. 

Tidligere kostede hvert ophold i Danmark et gebyr på over 6.000 kroner per medarbejder og midlertidige lønforhøjelser for at opfylde minimumsløn på 514.000 kroner årligt. Konsekvensen har været, at mange internationale eventarrangører fra blandt andet USA og Storbritannien i stigende grad har fravalgt Danmark som eventdestination. 

Jesper Mark Dixen, der er adm. direktør i Bellagroup
Jesper Mark Dixen også rettet sit fokus på mindre arrangementer for især små og mellemstore virksomheder. Sidste år blev der afholdt 73 events i Bella Center med 360.000 deltagere. Men Jesper Mark Dixen vurderer, at der er plads til 40 procent mere aktivitet. 

Med den nye aftale, som trådte i kraft i midten af december 2025, kan eventbranchen ånde lettet op og genoptage dialogen med samarbejdspartnere rundt omkring i verden, som alternativt ville have trukket sig fra aftaler om kommende internationale events i Danmark og helt udeladt at kigge i vores retning. Det mener Dansk Erhvervs branchedirektør for Turisme, Kultur og Oplevelser, Lars Ramme Nielsen, som siger, at aftalen er en livline til eventbranchen: 

”Uden den indgåede aftale ville en lang række internationale events fremover have fravalgt Danmark. Vi taler om potentielle tab af meget store millionbeløb og mange arbejdspladser. Derfor har det været en kæmpe prioritet for Dansk Erhverv at ændret reglerne.” 

Det er Jesper Mark Dixen enig i. Han fortæller, at arbejdstilladel ser har været et stort benspænd i forhold til at indfri Bellagroups vækststrategi. 

”Det var simpelthen for dyrt og administrativt tungt for de internationale arrangører at få arbejdstilladelser i Danmark. Med aftalen er vores internationale konkurrenceevne øget markant, og aftalen betyder, at Danmark og Bella Center kommer på flere internationale arrangørers radar.”

Jesper Mark Dixen 

  • Kom til Bellagroup i august 2025. 
  • Havde før det en ledende stilling i Lagkagehuset, hvor han blandt andet havde ansvar for kædens digitale platforme samt ekspansion i Danmark, London og New York. 
  • Inden da var han strategikonsulent i McKinsey i otte år. 
  • Uddannet M.Sc. i Applied Economics & Finance. 
  • Bor i dag på Ydre Østerbro i København. 


Det store økosystem
 
Den største udfordring for Bellagroup er den benhårde konkurrence med de største kongres- og eventcentre i Europa. Ifølge Jesper Mark Dixen har flere europæiske storbyer støtteordninger, der er tillegnet store internationale events. 

”Det giver et konkurrence- og prispres, vi skal kunne modstå. Og det gør vi ved at fastholde det stærke samarbejde, vi allerede har med andre aktører i erhvervslivet og på universiteterne. København har så meget at byde på, og det er det, vi skal sælge os på.” 

”Vi har en fantastisk lufthavn, god infrastruktur, gastronomi i verdensklasse, Champions League-fodbold, fremragende hoteller og museer, forskning i verdensklasse, og en masse andre ting.” 

Ifølge Jesper Mark Dixen er uddannelses- og forskningsmiljøerne vigtige for Bella Group, fordi de kan trække nogle store internationale kongresser til København. 

”Inden for blandt andet Life Science har Danmark nogle meget stærke faglige miljøer. Det gør det relevant for internationale organisationer og virksomheder inden for Life Science-branchen at lægge deres kongresser og events i København, fordi de har adgang til nogle af verdens dygtigste forskere og forskningsinstitutioner.” 

Plads til 40 procent mere 
Som ny topchef har Jesper Mark Dixen også rettet sit fokus på mindre arrangementer for især små og mellemstore virksomheder. Sidste år blev der afholdt 73 events i Bella Center med 360.000 deltagere. Men Jesper Mark Dixen vurderer, at der er plads til 40 procent mere aktivitet. 

”Dér, hvor fokus ligger lige nu, er, at vi i højere grad skal kombinere de store internationale events med de mindre arrangementer. Vi skal være mere for flere. I mange tilfælde kan vi afvikle flere arrangementer på samme tid, hvis vi udnytter hallerne bedre,” siger han og peger rundt i Bella Center. 

”Vi har et stærkt fundament til at skabe endnu flere unikke møder, events og konferencer, som kan skabe stor værdi for stort set alle typer virksomheder og organisationer – store som små. Vi skal favne endnu bredere både i forhold til kunder og samarbejdspartnere, og bruge vores plads mere optimalt. Det er det mål, jeg sigter efter.” 

Bellagroup 

En af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer, messer og hospitality. 

Virksomheden består af Bella Center Copenhagen, Bella Arena, Bella Sky Conference & Event, AC Hotel Bella Sky Copenhagen, Copenhagen Marriott Hotel og Crowne Plaza Copenhagen Towers. 

Den samlede koncern byder årligt over 1 million gæster fra hele verden velkommen på koncernens venues og hoteller i København. 

I alt råder Bellagroup over knap 1.600 hotelværelser, mere end 160 møde- og konference­lokaler og ca. 65.000 m2 konference-, møde- og eventfaciliteter med plads til over 30.000 samtidige personer. 

 

Læs alle artikler fra Dansk Erhverv Magasinet 01 | 2026

IBM-topchef: Det er nu, Europa skal handle

IBM Danmarks topchef Thomas Kovsted er en af Danmarks tungeste stemmer, når det handler om digital suverænitet. Og han har ét klart budskab: Vi skal sikre vores digitale suverænitet nu, for det vil frigøre konkurrencekraft. Her fortæller han, hvordan vi skal gøre.

Tæt på: Alle vinder på Champions Leauge i Parken

36.000 tilskuere gæstede Parken til Champions League-opgør mellem F.C. København og SSC Napoli, og dét satte aftryk i hele København.

Lær af Kinas tempo

Kinesiske Doris Lan står i spidsen for Ikea i Danmark, og nu giver hun sine bedste tips til dig, der vil lære af kinesernes tempo og udvikling. Og så har hun en opfordring til politikerne: Husk at involvere virksomhederne, når der skal reguleres, så reglerne bliver fair.

Vikingbus skal understøtte turismemål, men manglen på chauffører er kritisk

Turismen skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030, og som et af Danmarks største busselskaber spiller Vikingbus en central rolle. Men mangel på chauffører gør, at flere busser må holde stille.

Bella Center skærper sit fokus: “Vi skal være mere for flere”

Jesper Mark Dixen har været topchef i Bellagroup i et halvt år, og på bordet ligger en klar opgave: Der skal skabes vækst i hele forretningen. Men hvordan sikrer han det i en branche med hård international konkurrence? Det svarer han på her.

Tilmeld dig

Webinar

Turisterne kommer! Tal, trends og rammevilkår anno 2026

Kom og vær med, når vi tager pulsen på turismen udenfor de store byer og drøfter, hvordan den kan skabe flere arbejdspladser, mere omsætning og mere liv i byer og landdistrikter året rundt.
Online
  • Medlemmer
    0 kr.
  • Ikke-medlemmer
    0 kr.
Ekskl. moms
Kursus

Hoteloverenskomsten og Restaurantoverenskomsten

Kom og hør om reglerne i Hoteloverenskomsten og Restaurantoverenskomsten med 3F Privat Service, Hotel og Restauration, så du bliver i stand til at navigere i overenskomsterne og håndtere hverdagens praktiske problemstillinger.
1560 København V
  • Medlemmer
    0 kr.
  • Ikke-medlemmer
    2.995 kr.
  • No show gebyr
    500 kr.
Ekskl. moms
Kursus

The collective agreement for hotels and restaurants

Join us to learn more about the rules of the Hotel Agreement and the Restaurant Agreement between 3F Private Service, Hotel and Restaurant, so that you can confidently navigate the agreements and handle everyday practical issues.
1560 København V
  • Medlemmer
    0 kr.
  • Ikke-medlemmer
    2.995 kr.
  • No show gebyr
    500 kr.
Ekskl. moms