Valgsejren i 2016 kom som en overraskelse, formodentlig også for Trump selv. Denne gang var den ventet, og hans koalition er velforberedt, præget af enorm selvtillid, og med en klar – til tider næsten messiansk – oplevelse af at være på en afgørende mission på vegne af den almindelige amerikaner. Holdet er sat og alle er 100 procent loyale overfor Trump og hans projekt.

Man er ikke bare på en mission. Det haster også. Der er en klar erkendelse af, at Trump har et vindue frem til midtvejsvalget. Herefter er det i forvejen spinkle flertal i Kongressen langt fra givet, og derfor gælder det om at handle hurtigt. Det er ikke uden risiko – næste store hurdle for Trump bliver at få sin kæmpe skattepakke vedtaget i Kongressen. Heri er der masser af drama til den nye sæson, vi er i gang med.

Trumps ”big beautiful bill” handler især om at videreføre de markante lettelser, han indførte tilbage i 2017, som snart udløber, tilsat en række nye elementer, der især skal appellere til den lavere middelklasse. Skattepakken rummer både lavere selskabsskat, højere fradrag og vil, afhængig af finansieringen, formodentlig isoleret set være betydeligt finanspolitisk ekspansiv.

På andre områder går regeringen efter langt mere fundamentale transformationer. Der er et massivt opgør i gang med den offentlige sektor i USA i øjeblikket, og konsekvenserne er endnu ukendte, men de bliver ikke uvæsentlige. Trump kæmper også for generelt at styrke præsidentembedets magt vis-a-vis både kongressen og domstolene. Og endelig har han ikke vist sig bleg for at forsøge at blande kortene og ændre de internationale spilleregler markant.

En væsentlig forklaring på Trumps valgsejr var, at han formåede at tiltrække flere stemmer fra den lavere middelklasse og blandt utilfredse vælgere med indvandrerbaggrund. Republikanernes ellers traditionelt tætte relation til erhvervslivet er blevet en anelse mere kompliceret. I takt med at man er blevet et arbejderparti, er alliancen med fagbevægelsen blevet tættere. Sundhedsministeren er ikke kendt som nogen fan af hverken big food eller big pharma, og selvom Trump har rekrutteret ministre fra Wall St., er hans forhold til finansverdenen blandet. Det samme gælder techbranchen – alliancen med Elon Musk er som bekendt exceptionelt tæt, men det samme gælder langt fra de øvrige store techgiganter.

Kampagnen mod woke og DEI har delvist afløst det tidligere konservative projekt om indskrænkning af abort. Religion er stadig en del af platformen, men den fylder mindre hos Trump 2.0. Motivationen synes primært at være indenrigspolitisk og som et opildnende signal til hans eget bagland og nye vælgere, men flere af initiativerne rammer også erhvervslivet.

Trump har en anden optik på verden end mange old school Republikanere. Opdelingen mellem ”de gode” og ”de onde” og et moralsk udgangspunkt for udenrigspolitik fylder mindre. Magt, forhandling og umiddelbare resultater står meget centralt. USA’s troværdighed hos gamle allierede er svækket, men tilgangen giver øget manøvrerum overfor nye allierede og i bilaterale relationer med mindre lande.

Det stærke mandat har givet Trump troen på, at de amerikanske vælgere kan acceptere økonomisk indskrænkning på kort sigt mod til gengæld at få en styrket samfundsøkonomi på lidt længere sigt. Meningsmålingerne vidner allerede om, at den tålmodighed nok er begrænset, men blandt Trumps økonomiske rådgivere pågår der en diskussion af, hvor meget det kan lade sig gøre at transformere økonomien. Trump er en sand mester i forhandling og transaktioner – men har han også et transformativt projekt? Hans mest senior økonomiske rådgiver Stephen Miran, en ung, Harvard-uddannet økonom, forfattede få måneder før Trumps valgsejr en længere artikel om, hvordan Amerika kan omskabe det internationale handelssystem. Her fokuserede han på to ting: Told og dollarkursen. Artiklen er meget tæt på at være en brugsanvisning til det, Trump har gennemført med høje toldsatser. Spørgsmålet er, hvorvidt sæson to fortsætter på næste side af brugsanvisningen, der sigter på at sænke dollarens værdi.

Den mere klassiske økonomiske diskussion i USA går på budgetunderskuddet og de mulige konsekvenser af den fortsatte gældsætning. Indtil videre er budgethøgene i det konservative bagland ikke så succesfulde, men det spinkle flertal i Kongressen taget i betragtning kan dette ændre sig. De har også en del medvind fra den uro i markedet, der er omkring amerikanske statsobligationer. En ny, stor aftale, der er massivt underfinansieret, kan risikere at skabe øget finansiel bekymring.