Af: Nadia Maja Bech
Foto: Kasper Løftgaard

Nogle lukker øjnene, når realiteterne bliver for svære at håndtere. Det er ikke en mulighed for Charlotte Slente. Som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp skal hun hver dag forholde sig til den barske virkelighed for millioner af flygtninge og fordrevne og sikre deres beskyttelse fra krig og konflikt. Og virkeligheden er pludselig blevet langt mere alvorlig.

Den 27. januar kom der en ordre fra Det Hvide Hus, der ændrede spillereglerne for international nødhjælp. Præsident Trump beordrede det amerikanske agentur for udviklingsbistand, USAID, til øjeblikkeligt at stoppe sit arbejde og trække al udviklingsbistand tilbage.

En beslutning, der ramte som en hammer – ikke kun i USA, men også hos danske og internationale nødhjælpsorganisationer, der i årevis har modtaget økonomisk støtte fra USAID; verdens største enkeltdonor af nødhjælp. Herunder Danmarks største NGO, som nu skal lukke og nedskalere projekter, hvor behovene stadig er enorme.

Tilbagetrækningen har skåret 20 procent af Dansk Flygtningehjælps årsbudget, svarende til 840 millioner kroner, og organisationen må stoppe nødhjælpen til 1,5 millioner mennesker i nogle af verdens mest kriseramte områder.

Midt i orkanens øje står Charlotte Slente, og hun er ikke i tvivl: Den nuværende krise er den sværeste ledelsesmæssige opgave, hun har stået med nogensinde. ”Jeg har siddet med svære beslutninger før, men at skulle stoppe livsvigtig hjælp til 1,5 millioner mennesker – det går dybt ind. Det er ikke bare en organisation, der er truet. Det er menneskeliv,” siger hun og uddyber: ”Nu skal vi som nødhjælpsorganisationer i fællesskab finde en løsning på, hvordan hele det humanitære felt skal se ud fremadrettet.”

Ingen tid til forberedelse
Med Dansk Flygtningehjælp står Charlotte Slente i spidsen for en organisation, der startede i Danmark, men som i dag har udviklet sig til en global aktør. En organisation, der – indtil for nylig – har hjulpet seks millioner ud af de 120 millioner mennesker, som lige nu er på flugt på verdensplan.

Nødhjælpsarbejdet har hidtil bredt sig til 40 lande, men som følge af deet amerikanske bistandsstop har Dansk Flygtningehjælp måttet skære drastisk i sine aktiviteter og lukke helt for operationer i seks lande. For eksempel er hjælp til ernæring til gravide kvinder og børn under fem år blev trukket væk i Cameroun.Og i Sudan, der kæmper med verdens største humanitære krise med 30 millioner mennesker, som har brug for humanitær hjælp bare for at overleve, er en stor del af den basale nødhjælp trukket ud.

Og i lande som Den Centralafrikanske Republik, Kosovo og Tanzania vil operationerne blive lukket helt. Dansk Flygtningehjælp har skullet forholde sig til beslutningen om at stoppe aktiviteter fra den ene dag til den anden – uden nogen tid til at forberede sig. For Trump smækkede kassen i for udviklingsbistand, samme dag som han udsendte ordren offentligt.

”Bistandsstoppet kom fuldstændig uventet og var et tæppe, der blev revet væk under os. Ingen i sektoren kunne nå at tilpasse sig den nye situation eller finde alternative finansieringskilder. Det var vildt at se vores enormt stærke og langvarige samarbejde med USAID gå op i brand fra det ene sekund til det andet,” siger Charlotte Slente.

Hun er bekymret for de mennesker, der mister adgangen til livredende nødhjælp. Men hendes bekymringer strækker sig også ud over Dansk Flygtningehjælps aktiviteter; Charlotte Slente er bekymret for fred og sikkerhed globalt set. Bekymret for at verden bliver et mindre fredeligt sted.

”Verden hænger sammen. De kriser og konflikter, der er i selv de fjerneste områder fra vores lille smørhul i Danmark, påvirker potentielt resten af verden. Hvis der ikke er diplomatisk arbejde og støtte fra rundt omkring i verden for at skabe fred og sikkerhed, så vil verden blive et mere ufredeligt sted. Derfor bekymrer det mig, at verdens største økonomi trækker sig fra at tage ansvar for globale problemstillinger, som vi ikke kan sidde overhørig.”

En stor pris
Som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp er Charlotte Slentes opgave med hendes egne ord at sætte retningen for skibet og lede skuden et godt sted hen. Men den opgave er pludselig blevet mere udfordrende som følge af den tilspidsede situation. For hvordan holder man hovedet koldt, når man på ganske kort tid skal træffe beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for millioner af menneskers liv? Og når man skal træffe beslutninger med livsomvæltende konsekvenser for flere tusinde medarbejdere.

Dansk Flygtningehjælp har netop afskediget knap 2.000 nødhjælpsmedarbejdere i 21 lande. Ansatte hos nødhjælpsorganisationen må dermed også betale en meget stor pris. En konsekvens, som i dén grad har tynget generalsekretæren.

”Det allerhårdeste er de mennesker, der står i nogle horrible situationer uden tag over hovedet og med behov for nødhjælp for at overleve, og som nu mister muligheden for adgang til vores hjælp. Det næst hårdeste er at skulle fyre dygtige, kvalificerede og meget engagerede medarbejdere på tværs af jordkloden. Mennesker, der har kalkuleret med, at de havde et job hos os, og hvis familier er afhængige af deres indtægter. Det tynger rigtig meget,” siger hun.

Private aktører som del af finansieringsbilledet
På trods af den omfattende ledelsesopgave, som er landet på Charlotte Slentes bord, har hun alligevel formået at bevare fatningen. Hun har især haft fokus på at sikre, at organisationen skulle være agil og samtidig holde fast i sin kerneekspertise, forklarer hun. ”For mig og den øverste ledelse har det handlet om at sikre, at vi også fremover kan hjælpe mennesker i de væsentligste brændpunkter for flugt og fordrivelse globalt – at ekspertisen til at løfte det, der er vores kerneopgave nu og i fremtiden, også er til stede efter den nødvendige tilpasning,” siger hun.

I den forbindelse har Dansk Flygtningehjælp arbejdet med at opstille mulige scenarier. ”Vi arbejder for eksempel ud fra et grundscenarie om, at vi får meget lidt eller ingen amerikansk bistand de kommende år, og så har vi lagt en plan for, hvordan vi gør os parate til det organisatorisk. Vi har haft fokus på at blive så effektive og kernefokuserede som muligt, finde nye finansieringsformer og omstille vores arbejde,” siger hun.

DRC Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største NGO og har i dag en omsætning på 3,5 milliarder kroner. Før de amerikanske bistandsnedskæringer lå den på 4,2 milliarder kroner. Har efter omstruktureringerne lukket operationer i seks lande og vil fremover være operationelt til stede i 28 lande. Har nu omkring 5.600 medarbejdere på verdensplan.

Her kommer samarbejdet med andre NGO’er ind i billedet. Dansk Flygtningehjælp har talt med sammenlignelige organisationer om, hvad de kan samarbejde om at gøre mere effektivt – for eksempel ved at fordele aktiviteter mellem hinanden. Allerede idag arbejder nødhjælpsorganisationen tæt sammen med andre humanitære aktører både i Danmark og andre lande.

Mange steder direkte i konsortier, hvor forskellige organisationer løfter en bredere portefølje i tæt samarbejde, men hvor de enkelte organisationer bidrager inden for hver deres faglige ekspertiseområder – blandt andet fødevarer og basal nødhjælp, beskyttelse og tag over hovedet.

Samtidig har nødhjælpsorganisationen sat jagten ind på at intensivere samarbejdet med private virksomheder til at blive en større del af finansieringsbilledet, fortæller Charlotte Slente.

”Vi vil rigtig gerne samarbejde mere med private virksomheder, som gerne vil involvere sig i at løfte nogle af de humanitære opgaver, der er i verden. Derfor har vi også indledt forskellige initiativer til at tiltrække flere private aktører,” siger hun. For eksempel har Dansk Flygtningehjælp i samarbejde med et rådgivningsfirma udviklet en såkaldt ‘Refugee Investment Facility’. Formålet er at involvere virksomheder lokalt i at forbedre beskæftigelsesmuligheder, tilbyde serviceydelser og bidrage til løsninger til gavn for flygtninge. Indtil videre opererer faciliteten i Uganda, Jordan og Kenya, og ambitionen er at tiltrække 250 millioner kroner i investeringer frem mod 2030.

Transparens som grundlag
Når det kommer til det konkrete ledelsesarbejde, har prioriteringerne først og fremmest været at håndtere den umiddelbare krise, forklarer Charlotte Slente. At samle faglige og tekniske ekspertiser på tværs af organisationen til at stå for ledelsen igennem krisen.

”Og så har det handlet om at etablere det nødvendige grundlag for vores beslutninger og finde ud af, hvordan vi definerer vores kerneopgaver så præcist som muligt. Formålet er at sikre opgaverne, og at vi på den anden side af den organisatoriske tilpasning skaber mest impact som organisation – geografisk og i forhold til vores ekspertiser,” siger hun.

Et andet vigtigt ledelsesmæssigt omdrejningspunkt har været at skabe en høj grad af transparens og fortælle medarbejdere om den situation, Dansk Flygtningehjælp står i. Dét særligt som følge af de store ansættelsesmæssige konsekvenser for flere tusinde medarbejdere i Dansk Flygtningehjælp.

”Der er tale om en situation, som har store konsekvenser for rigtig mange medarbejdere. Derfor har det været vigtigt for mig og den samlede ledelse at være åbne om, hvad vi ved, og hvad det er for en udfordring, vi skal løse. Medarbejdere skal i videst mulige omfang vide, hvad vi i ledelsen ved om den aktuelle situation, og hvad det er for en proces, vi sætter i værk for at håndtere udfordringen. Vi har også undervejs givet medarbejdere mulighed for at bidrage med input til processen,” siger hun.

Og netop transparens og et stort beslutninggrundlag er da også noget, hun vil anbefale andre ledere at have fokus på i krisesituationer.

Et uudsletteligt indtryk
Charlotte Slente har meget erfaring at trække på, når det kommer til kriseledelse – blandt andet fra sit tidligere job som chef for Udenrigsministeriets borgerservice. Da en voldsom tsunami ramte i alt 14 lande omkring Det Indiske Ocean i 2004, var hun med til at lede udenrigsministeriets og Danmarks indsats for at redde danskere og hjælpe mennesker i nød.

I det hele taget har hun en lang karriere bag sig, hvor hun har beskæftiget sig med udviklings- og humanitære spørgsmål. Først i en stilling hos FN, hvor hun blev sendt til afrikanske Ækvatorial Guinea som en del af udviklingsprogrammet UNDP.

Siden har hun været knap 22 år i Udenrigsministeriet. Og netop dét at ville hjælpe verdens udsatte har været drivkraften mfra starten, fortæller Charlotte Slente. En motivation, der stammer fra oplevelser i hendes unge år. Som 18-årig og nyudklækket student tog hun til Mexico og boede i et år, og det gjorde et uudsletteligt indtryk.

Det var første gang, hun oplevede ulighed på egen krop, og det skulle forme hendes fremtidige karrierevej. ”Uligheden udspillede sig dels i min værtsfamilie. Pludselig gik faderen i familien nedenom og hjem, og der var intet sikkerhedsnet til at gribe familien. Det var meget barskt at opleve på helt tæt hold. Men jeg oplevede også uligheden mange andre steder i landet. Der var familier, som ikke havde penge til at sende deres børn i skole eller give dem ordentligt tøj på kroppen,” siger hun.

Siden er Charlotte Slente stødt på et utal af triste skæbner, som har holdt hende til ilden. For eksempel gennem repræsentative rejser til krigshærgede og konfliktramte områder, som hører til jobbet som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Optimisme som det vigtigste værn
Der er ingen tvivl om, at det amerikanske bistandsstop har sendt Charlotte Slente på en svær opgave. Men på trods af situationens alvor og omfang, har hun store ambitioner for, hvor nødhjælpsorganisationen skal stå på den anden side af krisen.

”Min vigtigste opgave er at arbejde for, at vi kommer godt ud af krisen, så vi står som en robust og fokuseret organisation. Og en organisation, der blandt andet er endnu bedre til at kommunikere til omverdenen, hvad vi laver, og hvorfor det er vigtigt, at verdenssamfundet engagerer sig i at afhjælpe humanitære kriser – både regeringer, virksomheder og fonde,” siger hun.

Og selvom Dansk Flygtningehjælp har mistet sin næststørste donor, må skrue væsentligt ned for sine aktiviteter i nogle af de mest kriseramte områder samt fyre tusindvis af medarbejdere, er hun ikke i tvivl om, at optimisme og håb er det vigtigste værn. ”Jeg er optimist af natur, og jeg er fuld af håb for, at vi finder gode løsninger, for vi står solidt som organisation.

Netop det vil jeg også indgyde i min organisation som en vigtig grundpille for at kunne arbejde sig ud af svære situationer,” siger hun og tilføjer: ”Jeg vil tale om, hvor meget af vores organisation, der består. 20 procent, er ramt, men 80 procent fortsætter. Det, synes jeg, er vigtigt at minde hinanden om, når man står i en krisesituation.”