Tekst: Søren Willemoes
Foto: Jakob Møller

Hvis det udvidede producentansvar for emballage var en eksamensopgave, så ville karakteren være klar: Dumpet. Med et brag.

Det er dommen fra Jan Brevadt og Julie Haller som er henholdsvis bæredygtighedschef og driftsdirektør i virksomheden Carl Ras.

Og selvom regeringen torsdag den 11. september præsenterede en ny kortsigtet aftale om direktivet, så er vi stadig meget langt fra en topkarakter.  

Og det skal politikerne vide.

10.000 produkter
Iført gule sikkerhedsveste bevæger vi derfor rundt imellem reolerne og pallerne på virksomhedens lager i Herlev. Her ligger nogle af de godt 10.000 produkter, der er omfattet af reglerne.

Jan Brevadt trækker vejret tungt ind og peger rundt. På de mere end 10.000 produkter skal Carl Ras kortlægge og indberette alle typer emballage – helt ned på materiale og vægt. Det kræver detaljerede data, som virksomheden ikke tidligere har haft systemer til at indsamle. Derudover har vejledningerne ændret sig løbende og gjort det svært at vide, om man registrerer og indberetter korrekt.

Det er første del af problemet. Næste del er at skaffe den data.

Jan Brevadt tager endnu en dyb indånding.

Dataene skal leveres af leverandørerne, der oftest er fra Fjernøsten, og her har man altså ikke hørt om det udvidede producentansvar for emballage. Det fører til en nærmest uendelig korrespondance fyldt med spørgsmål og forkerte svar.

Det koster tid. Og det koster ressourcer.

Hos Carl Ras bruger Jan Brevadt og tre-fire medarbejdere en stor del af deres tid på at håndtere de nye krav. Oven i det kommer de timer, der bliver brugt på implementeringen og integration af nye IT- systemer til at opsamle data.

Grønne initiativer må vige
Imens Jan Brevadt og kompagni kæmper med at få styr på de nye regler og indhente data, står andre projekter stille. Arbejdet med at reducere CO2 på produktniveau er udskudt. Det samme gælder andre bæredygtighedstiltag, som Jan Brevadt gerne ville bruge mere tid på.
Paradokset er til at tage og føle på: En ordning, der skulle trække i en grønnere retning, ender i praksis med at bremse de grønne initiativer.

Kæmpe regning. Lille effekt
Et andet problem er prisen.

Den ligger endnu ikke fast, men et forsigtigt bud er, at Carl Ras’ regning ender på den forkerte side af 1 million kroner.

Det er en stor regning, men det, der for alvor frustrerer Julie Haller, er, at det er meget svært at se logikken i regningen.

Vi vil gerne bidrage, men vi føler simpelthen, at vi skal betale en høj pris med lukkede øjne uden helt at vide hvorfor og for hvad, forklarer hun.  

Frustrationen er til at forstå. Men virksomheden kan vel bare bruge mindre emballage og dermed få en lavere regning?

Ja, i teorien, pointerer Jan Brevadt. Men da Carl Ras i mange år har gjort en indsats for at skære ned på emballageforbruget, er det svært at skære yderligere ned.

Du kan ikke fjerne plast, der er fjernet. Og du kan ikke levere 1000 skruer i hånden.

Regningen bliver altså stor, mens effekten i bedste fald er begrænset.

Det giver nogenlunde lige så meget mening som at bede om en venstrehånds-hammer.

Hensigten er rigtig, prisen og implementeringen dumper
Hos Carl Ras er der ingen tvivl: Hensigten med direktivet er rigtig. Der skal mindre emballage på markedet, og genanvendelsen skal styrkes. Om reglerne medfører det, er desværre tvivlsomt. Til gengæld er det sikkert, at både virksomheder og forbrugere kan se frem til en stor regning.

Budskabet til politikerne er derfor klart. Få kompleksiteten ned, sørg for klare og ens regler for alle samt en realistisk implementeringsfase. Ellers bliver det endnu en dumpekarakter.