Behov for fælles grønne rapporteringsmetoder
Dansk Erhvervs medlemmer forventer en stigende efterspørgsel efter grønne løsninger frem mod 2025. Derfor har over halvdelen allerede i dag fokus på at gøre deres produkter og serviceydelser mere klimavenlige. Men kun 24 pct. arbejder i dag med standarder og certificeringer for produkter/services, der sætter fokus på klima; 23 pct. arbejder med klimarapportering på virksomhedsniveau. For at få flere i gang er der brug for flere ressourcer og mere viden om klimarapportering i virksomhederne.
APRIL 2021
Danmark har en målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030. Derfor har virksomhederne en vigtig rolle som både leverandører og aftagere af klimavenlige løsninger.
Dansk Erhverv har undersøgt medlemmernes fokus på klima, her-under deres arbejde med internationale rammeværktøjer for produkter/services, der sætter fokus på klima, og deres rapportering på virksomhedsniveau.
Kunderne efterspørger grønne løsninger
Undersøgelsen viser, at virksomhederne forventer en stigning i efterspørgslen efter grønne løsninger frem mod 2025. Det gælder 71 pct. af virksomhederne med produktsalg og 59 pct. af virksomhederne med salg af serviceydelser. Derfor har mange allerede i dag fokus på at gøre deres produkter og serviceydelser mere klimavenlige. 61 pct. af virksomhederne med produktsalg har fokus på at gøre deres produkter mere klimavenlige; det tilsvarende tal for serviceydelser er 52 pct.
Behov for fælles, internationale rapporteringsmetoder
24 pct. af virksomhederne i undersøgelsen arbejder i dag med internationale rammeværktøjer, der viser, at de har fokus på miljø og klima. De har kunnet angive at arbejde med 15 forskellige certificeringsordninger/standarder, men alligevel svarer en femtedel ”Ingen af ovenstående”. Det tyder på, at der i dag ikke er enighed om, hvordan man skal opgøre og rapportere om miljø- og klimaindsatser.
Kontakt
