Gemt

Stort potentiale i at indføre et vaccine- og coronapas

Sundhedsministeriet arbejder på et COVID-19-vaccinepas, som forventes klar primo 2021. Vaccinepasset kan få en større positiv betydning for omsætningen i mere end hver tredje virksomhed. I oplevelsessektoren gælder det for næsten tre ud af fire virksomheder. Potentialet afhænger dog af, hvor omfattende vaccinepasset bliver. En lang række virksomheder støtter et bredt vaccine- og coronapas, hvor også testhistorik og smittehistorik vil indgå, ligesom det vil være vigtigt, at udlændinge også kan få et pas.

Analyse

FEBRUAR 2021

Sundhedsministeriet arbejder på et COVID-19-vaccinepas, som forventes klar primo 2021. Vaccinepasset vil angive, om en person har modtaget vaccine mod COVID-19. Hvornår vaccinepasset er udviklet, og hvilke aktiviteter det skal bruges til, er endnu ikke meldt ud. Desuden har det været drøftet, om passet skal være et mere generelt coronapas, hvor også informationer om fx smittehistorie og negative tests fremgår.

Dansk Erhverv har undersøgt, i hvilket omfang et vaccine- og coronapas vil kunne løfte omsætningen for vores medlemsvirksomheder. Desuden har vi undersøgt, hvor vigtigt det er for vores medlemmer, at det bliver et bredt corona- og vaccinepas, hvor også test- og smittehistorik indgår, og hvor udlændinge også får mulighed for at få et pas.

Størst potentiale for vaccine- og coronapas i oplevelsessektoren
Mere end hver tredje af Dansk Erhvervs medlemmer har angivet, at et vaccine- og coronapas i høj grad eller i nogen grad vil kunne løfte omsætningen i deres virksomhed. Et vaccine– og coronapas er særligt efterspurgt blandt virksomhederne i oplevelsessektoren, som savner et lyspunkt midt i faldende omsætning, mangel på likviditet og overhængende fyringsrunder. Næsten tre ud af fire virksomheder i branchen angiver, at et vaccine- og coronapas vil kunne løfte deres omsætning i høj eller nogen grad.

Opbakning til bredt vaccine- og coronapas – særligt i oplevelsessektoren og eksporttunge erhverv som engros og fremstilling
Virksomhederne går ikke kun op i information om coronavaccine. Fx har 41 pct. af virksomhederne angivet, at det er ret eller meget vigtigt, at et vaccine- og coronapas indeholder information om PCR- og antigentest (testhistorik). Desuden har 37 pct. af virksomhederne angivet, at det er ret eller meget vigtigt for deres virksomhed, at udlændinge også får mulighed for at få et vaccine- og coronapas.

Blandt de forskellige brancher er det særligt virksomheder i oplevelsesbranchen, der ønsker et bredt vaccine- og coronapas, hvor informationer om testhistorik og smittehistorik også kunne indgå som bevis på lav smitterisiko. Også mange virksomheder i engros og fremstilling støtter op om et bredt vaccine- og coronapas. Det er især vigtigt for virksomhederne i disse brancher, at udlændinge også får mulighed for at få et pas, så det kan lette eksporten til udlandet.

 

4 Stort potentiale i at indføre et vaccine- og coronapas

pdf

Download

Kontakt

Politik og Analyse

Christine Sinkjær-Rasmussen

Økonom