Gemt

Grænsehandelsanalyse 2020

Den dansk-tyske grænse har været lukket på grund af coronakrisen, og danskerne har derfor ikke grænsehandlet, som de plejer. Analysen fra Dansk Erhverv viser, at omsætningen af nydelsesmidler i de danske butikker steg med 10-16 pct. som følge af grænselukningen i foråret 2020. På et år vil et tilsvarende løft betyde en meromsætning på 3,5-5,8 mia. kr. i de danske butikker og merindtægter fra moms og punktafgifter på 1,2-1,9 mia. kr. til den danske statskasse.

Analyse

Januar 2021

Som følge af coronakrisen har den dansk-tyske grænse været lukket ad flere omgange. Første grænselukning mellem Danmark og Tyskland var fra den 16. marts til den 12. juni 2020. I denne periode var det kun muligt for danskere med et anerkendelsesværdigt formål at komme ind i Tyskland.

Grænselukningen har betydet, at den grænsehandel, som danskerne normalt foretager i Tyskland, ikke har været mulig. Når det ikke længere er muligt at grænsehandle i Tyskland, kan det give anledning til, at en del af forbruget af grænsehandlede varer i stedet foretages i danske butikker.

Dansk Erhverv har derfor undersøgt, hvordan grænselukningen i foråret 2020 påvirkede dansk dagligvarehandels omsætning af nydelsesmidler. Vi fokuserer på nydelsesmidler, da disse varer er særligt attraktive at handle i Tyskland. Det skyldes bl.a. de danske punktafgifter, og at forbrugerne kan slippe for at betale dåsepant i de tyske grænsebutikker.

Analysen viser, at salget af nydelsesmidler er steget under grænselukningen sammenlignet med samme periode året før - særligt i de kommuner, som er tættest på den tyske grænse.

Samlet set er omsætningen af nydelsesmidler steget med 10-16 pct. point mere end omsætningen af andre føde- og drikkevarer. Hvis dette løft blev permanent, kunne det betyde en meromsætning af nydelsesmidler i de danske butikker på 3,5-5,8 mia. kr. om året og øgede indtægter fra moms og punktafgifter på 1,2-1,9 mia. kr. om året.

Grænsehandelsanalyse 2020

pdf

Download

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil