Gemt

Danmark taber placeringer på digitaliseringsranglisten

I 2015 lå Danmark i front på det europæiske indeks for digitalisering af økonomien og samfundet (DESI indekset). Siden 2015 har både Sverige og Finland overhalet os, så vi i dag ligger nummer tre. Og i samme periode har hele 24 ud af 29 europæiske lande oplevet større fremgang end Danmark. Danmark taber med andre ord terræn i digitaliseringen.

Analyse

MARTS 2021

Danmark har fortsat et højt digitaliseringsniveau, men har tabt terræn
I 2015 lå Danmark på 1. pladsen på EU kommissionens digitaliseringsindeks ’Digital Economy and Society Index’ (DESI), der summerer over 37 relevante indikatorer for Europas digitale præstationer. DESI bliver beregnet for 5 digitaliseringsområder:

  • Internetadgang
  • Menneskelig kapital
  • Brug af internettjenester
  • Integration af digital teknologi
  • Digitale offentlige tjenester.

De nyeste tal for 2020 viser, at Danmark fortsat er et af de mest digitaliserede lande i Europa. Men tallene viser også, at hastigheden i den fortsatte digitalisering i Danmark de seneste fem år har været blandt de langsomste i Europa. Hastigheden har faktisk kun været langsommere i fire ud af 29 europæiske lande siden 2015. Det drejer sig om Letland, Slovakiet, Bulgarien og Grækenland. I den anden ende har hastigheden været størst i Irland, Holland, Malta, Spanien, Belgien, Ungarn og Finland.

Internetadgang: Danmark har indtaget 1. pladsen
Målet for internetadgang er den eneste del af digitaliseringsindekset, hvor Danmark har bevæget sig frem på ranglisten. I 2015 lå Danmark nummer 2, mens Danmark i 2020 ligger nummer 1. Samtidigt ser vi dog, at en række lande, der ligger bag Danmark, har oplevet en hurtigere udvikling i adgangen til internet siden 2015.

Menneskelig kapital: Danmark er faldet ned fra 3. til 7. pladsen
Når det gælder menneskelig kapital, ligger Danmark nummer 7 i 2020, et stykke over gennemsnittet i EU. I 2015 lå vi nummer 3 efter Finland og Sverige. Men fra 2015 til 2020 er Danmark faldet 4 pladser ned af ranglisten. I den periode er vi blevet overhalet af Estland, Holland, England og Malta.

Brug af internettjenester: Danmark har mistet 1. pladsen og ligger nu nummer 4
I brugen af internettjenester ligger Danmark på en 4. plads, dog på niveau med Holland. Vi har derfor et højt niveau, der er væsentligt over EU gennemsnit og i gruppe med førende inden for dette digitaliseringsområde.

Integration af digital teknologi: Danmark har mistet 1. pladsen og ligger nu nummer 5
I 2015 lå vi på 1. pladsen i Europa, når det handler om integration af digitale teknologier. Nu ligger vi på en 5. plads – overhalet af Irland, Finland, Holland og Belgien.

Digitale offentlige tjenester: Danmark har mistet en enkelt plads og er nu nummer 3
Danmark er nummer 3 målt på digitaliseringsområdet offentlige tjenester. Danmark ligger dermed klart over gennemsnittet i EU. Men også her har vi ikke set den samme positive udvikling som de fleste andre EU-lande. Derfor er vi blevet indhentet af Spanien og overhalet af Estland siden 2015. Samlet set har 25 europæiske lande haft en mere positiv udvikling end Danmark siden 2015. Det er kun Malta, Portugal og Estland, der har oplevet en mindre fremgang. Væksten i Danmark halter dermed også et pænt stykke efter EU-gennemsnittet.

Danmark taber placeringer

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi