;
Gemt

Danskerne vil gerne bruge privathospitaler ved ventetid i det offentlige

Coronapandemien fortsætter med at sætte sine spor i et hårdtprøvet sundhedsvæsen. Coronarelaterede indlæggelser har skabt lang ventetid for planlagte udredninger og operationer. Dansk Erhverv har derfor undersøgt danskernes holdning til brugen af privathospitaler. Analysen viser, at to ud af tre danskere vil gøre brug af et privathospital, hvis ventetiden på udredning og operation i det offentlige overstiger 30 dage.

Analyse

FEBRUAR 2021

Coronakrisen presser det offentlige sundhedsvæsen
Det danske sundhedsvæsen er fortsat ramt af coronapandemien. Planlagte behandlinger og operationer er løbende blevet udskudt i det forgangne år. Starten af 2021 har samtidig budt på et rekordhøjt antal coronarelaterede indlæggelser på de danske hospitaler, og der forventes derfor en pukkel af udredninger og operationer på den anden side af pandemien.

Udredningsretten og behandlingsgarantien er grundet corona suspenderet til 1. marts 2021. De sikrer, at den enkelte patient har ret til at blive undersøgt og udredt inden for 30 dage. Hvis de 30 dage overskrides, har patienten derefter ret til hel eller delvis udredning på et privathospital. Dansk Erhverv har i den forbindelse undersøgt danskernes holdning til privathospitaler og brugen heraf.

Bred opbakning til brug af privathospital – også på tværs af regionerne
Analysen viser, at to ud af tre danskere vil gøre brug af et privathospital ved mere end 30 dages ventetid i det offentlige. Dette gælder både for udredninger og operationer.

Det samme billede gør sig gældende, når man sammenligner svarene på tværs af regioner i Danmark. Borgere i Region Sjælland er dog særligt positivt stemt overfor brug af privathospitaler ved øget ventetid. Således svarer ca. tre ud af fire her, at de gerne vil gøre brug af et privathospital til udredning og operation ved mere end 30 dages ventetid. Omvendt ligger de to jyske regioner og Fyn lidt under de sjællandske regioner i undersøgelsen. Det er dog stadig ca. 60 pct. i disse regioner, der svarer, at de gerne vil udredes eller opereres på et privathospital ved øget ventetid i det offentlige.

Overordnet set er der altså stor opbakning til brug af privathospitaler ved ventetid i det offentlige. Et resultat der også gælder på tværs af de fem danske regioner.

Danskerne vil gerne bruge privathospitaler ved ventetid i det offentlige

pdf

Download

Kontakt

Sundhed & Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil