Gemt

Mangel på arbejdskraft tynger ældreplejen

Dansk økonomi er presset af mangel på arbejdskraft. Det gælder også i ældreplejen. Ifølge Dansk Erhvervs kommunaldirektørundersøgelse oplever ni ud af ti kommunaldirektører, at mangel på arbejdskraft er en barriere for kvaliteten i ældreplejen både her og nu og frem mod 2030.

Analyse

MAJ 2022

Dansk økonomi er kommet stærkt igen oven på coronakrisen. Økonomien er kommet sig så hurtigt, at den største udfordring nu er manglen på arbejdskraft. Samtidig går vores velfærdssamfund en ny tid i møde. Ifølge Danmarks Statistik bliver vi flere ældre frem mod 2030, og vi får derfor brug for flere varme hænder i fremtiden. Dansk Erhverv har i den forbindelse spurgt kommunaldirektørerne, hvilke væsentlige barrierer de ser nu og her og frem mod 2030 for at fastholde kvaliteten i ældreplejen. 

Mangel på arbejdskraft er den væsentligste barriere for kvalitet
De danske kommunaldirektører oplever, at deres kommuner er hårdt ramt af et fælles problem - mangel på arbejdskraft. En undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv blandt landets kommunaldirektører viser, at ni ud af ti kommunaldirektører oplever, at mangel på arbejdskraft er en væsentlig barriere for at opretholde kvaliteten i ældreplejen her og nu.

Undersøgelsen viser også, at fire ud af ti kommunaldirektører ser de massive dokumentationskrav fra andre myndigheder som en væsentlig barriere for at fastholde kvaliteten i ældreplejen her og nu. Det gælder specielt i de 33 kommuner med færrest indbyggere (ikke vist i figuren). Her svarer næsten halvdelen, at andre myndigheders krav om dokumentation er en væsentlig barriere for at fastholde kvaliteten i ældreplejen. Til sammenligning er det kun hver tredje af kommunaldirektørerne i de mellemstore og store kommuner, der ser dokumentationskravet fra andre myndigheder som en barriere for kvaliteten.

De to største barrierer bliver på toppen frem mod 2030
95 pct. af kommunaldirektørerne forudser, at mangel på arbejdskraft fortsat vil være en af de væsentligste barrierer for at fastholde kvaliteten i ældreplejen frem mod 2030. Dermed er det kun 3 af de 61 adspurgte kommunaldirektører, der ikke anser mangel på arbejdskraft som en barriere for kvaliteten de kommende år.

Kommunaldirektørerne forventer også, at det massive dokumentationskrav fortsætter med at være en væsentlig barriere for kvaliteten. Tre ud af ti svarer, at de forventer, at det fortsat vil være en væsentlig barriere frem mod 2030.

Mangel på arbejdskraft tynger ældreplejen

pdf

Download

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil