; ;
Gemt

Danskernes sommerferie 2022

Danskernes rejseadfærd i sommerferien har normaliseret sig efter coronakrisen. Udlandsrejserne er igen populære og lige godt en tredjedel af danskerne har holdt sommerferie i udlandet i 2022. Dermed er udlandsrejserne næsten tilbage på niveauet før coronakrisen besværliggjorde rejser til flere af danskernes foretrukne rejsedestinationer i udlandet.

Analyse

SEPTEMBER 2022

Sommerferie i udlandet er nu lige så populært som før corona
I 2019 holdt 41 pct. af danskerne en del af deres sommerferie i udlandet. Coronakrisen fik tallet til at falde til 10 pct. i 2020 og i 2021 påvirkede krisen stadig danskerne rejsemønstre markant. Det var således kun 19 pct. af danskerne, som holdt sommerferie i udlandet i 2021.

I 2022 vendte danskerne for alvor tilbage til de udenlandske rejsedestinationer i sommerferien. 36 pct. af danskerne svarende til ca. 2,1 mio. danskere holdt sommerferie i udlandet i år mod kun 1,1 mio. danskere i 2021. Københavns Lufthavn havde i juli godt og vel 2,3 mio. rejsende til destinationer i Europa og resten af verden, hvilket gør det til den travleste måned siden coronakrisens indtog.

Sommerferie i Danmark er stadig populært
72 pct. af danskerne holdt en del af deres sommerferie i Danmark i år. Det svarer ca. til 4,3 mio. danskere. Det er nogenlunde det samme som sidste år, men et fald fra 82 pct. i 2020. Sommeren 2020 var kraftigere præget af coronapandemien, hvor sommeren sidste år med EU-coronapas og bred vaccineudrulning gav nye rejsemuligheder og en anden rejsetryghed.

Rejsemønstret til de udenlandske destinationer er uændret
Danskerne vendte i høj grad tilbage til de velkendte sydeuropæiske rejsedestinationer i sommeren 2022 ligesom tendensen også var sidste år og i årene inden corona ramte Danmark. 57 pct. af dem, der holdt sommerferie i udlandet, holdt ferien i Sydeuropa, hvilket svarer til ca. 1,2 mio. danskere. I 2020, hvor mange lande kæmpede med coronapandemien, var tallet helt nede på 28 pct., svarende til ca. 200.000 danskere.

I 2020 oplevede mellemeuropæiske rejsedestinationer en kortvarig opblomstring blandt danske sommerferieturister. Mere end hver anden dansker, der tog udenlands på sommerferie, besøgte en mellemeuropæiske sommerferiedestination i 2020. I 2021 og 2022 er tallet faldet tilbage på ca. en fjerdedel, som er nogenlunde det samme niveau som før coronapandemien i sommeren 2019.

Danskernes sommerferiedestinationer i 2022 indikerer dermed en tilbagevenden til de klassiske rejsedestinationer, som også var de mest populære før coronakrisen.

Danskernes sommerferie 2022

pdf

Download

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Kirstine Tolstrup Nielsen

Chefkonsulent