Gemt

Stor vækst i antallet af internationale kolleger inden for offentlig administration, sundhed og undervisning

I marts 2023 var der 53.000 internationale kolleger ansat i branchen offentlig administration, undervisning og sundhed på fuld tid. Og i dag fylder internationale kolleger mere i branchen i samtlige kommuner end for ti år siden. Samtidig har mere end hver tredje nye kollega i branchen de sidste ti år været udenlandsk statsborger. Størst har væksten været i Lyngby-Taarbæk, Billund, Hørsholm, Dragør og Rødovre.

Analyse

AUGUST 2023

Flest internationale kolleger i velfærdsbrancherne
Internationale kolleger har og har haft en stigende betydning for beskæftigelsen i Danmark, herunder også velfærdsbrancherne. I marts 2023 nåede antallet af internationale kolleger i Danmark på fuld tid op på over 300.000, hvilket svarer til 12,2 pct. af alle lønmodtagere. Næsten hver 8. kollega i Danmark har med andre ord udenlandsk statsborgerskab. Men antallet af internationale kolleger er ikke koncentreret om enkelte brancher. Faktisk er de fleste af vores internationale kolleger beskæftiget med velfærdsopgaver i branchen offentlig administration, undervisning og sundhed.

I ti ud af de i alt 18 brancher er der ansat mere end 10.000 internationale kolleger. Ud over branchen offentlig administration, undervisning og sundhed er flest internationale kolleger ansat i industrien, rejsebureauer og rengøring mv., handel, bygge og anlæg samt i turismeerhvervet.

Internationale kolleger i branchen offentlig administration, undervisning og sundhed fylder mere og mere i alle danske kommuner
I velfærdsbranchen offentlig administration, undervisning og sundhed var der i alt ca. 810.000 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i marts 2023. 53.000 af disse lønmodtagere er udenlandske statsborgere. Der er tale om en branche, der leverer velfærdsydelser til alle danskere, og hvor over 85 pct. af de beskæftigede har været beskæftiget i den offentlige sektor de sidste ti år.

I marts nåede andelen af internationale kolleger i branchen op på 6,5 pct., men internationale kolleger har stået for en meget større del af væksten i branchen de sidste ti år. Mere end hver tredje nye kollega de sidste ti år i branchen har haft udenlandsk statsborgerskab. Samlet set er der kommet 56.000 nye fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere til i branchen siden marts 2013. Over 20.000 eller ca. 37 pct. af den stigning er blevet dækket af nye, internationale kolleger.

Væksten i andelen af internationale kolleger i branchen har været bredt funderet i hele landet. Alle kommuner har faktisk oplevet en fremgang i andelen af nye, internationale kolleger.

Selv om alle kommuner i hele landet har oplevet en vækst i antallet af nye kolleger i branchen offentlig administration, undervisning og sundhed, har væksten være forskellig på tværs af kommunerne. Størst har væksten været i Lyngby-Taarbæk, Billund, Hørsholm, Dragør og Rødovre. 

Internationale kolleger trækker en stor del af beskæftigelsesvæksten i offentlig administration undervisning og sundhed

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi