Gemt

Sundhedsapps vinder frem blandt danskerne

Sundhedsdata, som vi selv indsamler, kan bruges til at forbedre vores sundhed og livskvalitet. En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at over halvdelen af danskerne allerede anvender sundhedsapps, der måler fysisk aktivitet, mens der er potentiale i de kommende år for udbredelsen af apps, der måler sundhedstilstand, eller hvor man selv skal registrere data.

Analyse

MARTS 2023

Brug af sundhedsapps kan være med til at styrke indsamlingen af borgernes egne sundhedsdata. Dansk Erhverv har spurgt danskerne om deres nuværende og forventede fremtidige brug af forskellige typer af sundhedsapps på mobiltelefon eller såkaldte wearables som fx Apple Watch.

Sundhedsapps, der måler fysisk aktivitet, er mest udbredt
Lige over halvdelen af danskerne har inden for de seneste 6 måneder anvendt sundhedsapps, der måler deres fysiske aktivitet, fx deres daglige antal skridt. Det er en stigning i forhold til 2018, hvor 40 pct. af danskerne havde benyttet sig af denne type sundhedsapp. I 2022 har mere end hver femte dansker (21 pct.) gjort brug af sundhedsapps, der måler deres sundhedstilstand, fx deres puls, blodtryk eller blodsukkerniveau. I 2018 gjorde det samme sig gældende for 14 pct. af danskerne. Derudover har 20 pct. af danskerne i 2022 gjort brug af sundhedsapps, hvor de selv registrerer data som fx menstruationscyklus, smerteniveau eller lungefunktion. Der tegner sig dermed et billede af, at danskerne i stigende grad anvender forskellige typer af sundhedsapps.

Ser vi på tværs af køn, er det i højere grad kvinder, der benytter sig af sundhedsapps, der måler fysisk aktivitet, eller hvor man selv skal registrere data. Ser vi på tværs af alder, er det i højere grad personer under 50 år, der benytter sig af sundhedsapps.

Moderat potentiale for sundhedsapps i de kommende år
Danskerne er også blevet spurgt til deres forventede brug af sundhedsapps i de kommende år. Kigger vi på sundhedsapps, der måler fysisk aktivitet, forventer 60 pct. at bruge den slags app i de kommende år. Det er dermed en lille stigning fra de 55 pct. i dag. Kigger vi på sundhedsapps, der måler sundhedstilstand, eller hvor man selv skal registrere data, forventer ca. hver tredje dansker at anvende denne slags apps i de kommende år. Det er en moderat stigning sammenlignet med i dag, hvor ca. hver femte dansker benytter denne slags apps.

Der er flest personer under 50 år, som forventer at bruge de forskellige apps i fremtiden. Sammenlignet med, hvor mange der benytter apps i dag, er potentialet dog størst blandt ældre over 50. Det gælder særligt for apps, der måler sundhedstilstand, og hvor man selv registrerer data. Her forventer ca. dobbelt så mange som i dag at bruge dem i fremtiden.

Sundhedsapps vinder frem blandt danskerne

pdf

Download

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi