; ;
Gemt

Danskerne vil ikke betale for grøn levering

Online indkøb af fysiske varer blev i stigende grad populært under coronakrisens nedlukning. Efter genåbningen benytter mange danskere fortsat muligheden for at handle online. Det har naturligt bragt klimavenlig levering på dagsordenen. Dansk Erhverv har derfor spurgt danskerne hvor meget ekstra, de er villige til at betale for klimavenlig levering. Hver anden dansker svarer, at de ikke vil betale ekstra for at få deres pakke leveret ’grønt’.

Analyse

OKTOBER 2023

E-handel fik et opsving med coronakrisen. Det betød, at antallet af pakker, som blev leveret til danske hjem, steg markant. Sideløbende er der kommet større fokus på klima. Det har også smittet af på transportsektoren, så klimavenlig levering er kommet mere og mere i fokus i forhold til tidligere. Klimavenlig levering kan f.eks. være levering med el-lastbil eller cykel. Organisationen bag Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, er i dag på vej med et svanemærke til e-handelstransport. Dansk Erhverv har derfor spurgt danskerne om og hvor meget, de er villige til at betale ekstra for, at varerne bliver leveret klimavenligt.

Hver anden dansker vil ikke betale for klimavenlig levering
Hver anden dansker (51 pct.) svarer, at de ikke vil betale ekstra for klimavenlig levering. Vi har spurgt dem, hvorfor de ikke vil betale ekstra for klimavenlig levering, og det er primært fordi, de synes fragtpriserne er høje nok i forvejen. Flere svarer også, at klimavenlig levering på pakker ikke gør noget i den store sammenhæng ift. at gøre noget godt for klimaet. Det er især den ældre generation, som ikke vil betale for klimavenlig levering. 58 pct. af de 50+ årige vil ikke betale mere, mens det kun er 38 pct. blandt danskere under 30 år.

Merbetalingen dækker ikke leverandørernes mulige udgifter
38 pct. af danskerne svarer, at de gerne vil betale minimum 1kr. ekstra for at få deres pakke leveret klimavenligt. Selvom andelen umiddelbart lyder stor, er det et meget lavt beløb, som danskerne er villige til at afgive for at få leveret deres pakke klimavenligt. Andelen falder otte procentpoint til 30 pct. af danskerne, som er villige til at betale minimum 5 kr. ekstra. Når prisen hæves til minimum 10 kr., falder andelen til knap hver femte dansker (19 pct.). Dansk Erhverv skønner, at hvis omkostningerne for leverandørerne til grøn levering skal dækkes, skal merprisen ligge på minimum 6 kr. pr. pakke. Dermed vil
færre end hver tredje dansker betale et beløb, der dækker omkostningerne for leverandørerne ved klimavenlig levering.

Danskerne vil ikke betale for grøn levering

pdf

Download

Kontakt

Transport

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef for transport og infrastruktur
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Jannie Frederiksen

Seniorøkonom