; ;
Gemt

Kun 2 ud af 5 virksomheder bruger offentligt data

Virksomheders brug af data kan skabe innovation og vækst. Dansk Erhvervs undersøgelse viser, at mere end 4 ud af 5 medlemsvirksomheder bruger internt data i dag, mens kun 2 ud af 5 bruger data fra offentlige kilder. Der er altså et stort potentiale i at øge brugen af offentligt data.

Analyse

APRIL 2024

Brug af åbne offentlige data kan have stor værdi for samfundet. En tidligere undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 37 pct. af iværksættere mener, at øget tilgængelighed af offentlige data kan gøre deres virksomheder mere innovative. Det gælder sandsynligvis også for andre end iværksættervirksomheder.

På trods af, at FN i 2018 udnævnte Danmark til verdensmester i offentlig digitalisering, klarer vi os dårligt med hensyn til at åbne de offentlige data for virksomhederne. En OECD-undersøgelse fra 2019 viser, at Danmark ligger nr. 27 ud af 32 lande, når det kommer til at åbne og nyttegøre offentlige data. Dansk Erhverv har undersøgt, hvor mange af vores medlemsvirksomheder, der bruger hhv. internt data og offentligt data.

Større virksomheder bruger flere datakilder
83 pct. af de virksomheder, der bruger data i dag, får data fra interne datakilder i virksomheden. Kun 42 pct. bruger data fra offentlige kilder såsom Danmarks Statistik og CVR.

På tværs af virksomhedsstørrelse tegner der sig et billede af, at større virksomheder er bedre til at inddrage flere datakilder end mindre virksomheder. Alle virksomheder med mere end 250 medarbejdere, der bruger data, får data fra interne kilder, mens 57 pct. får data fra offentlige kilder. 70 pct. af virksomheder med 0-9 medarbejdere bruger interne data, mens kun 32 pct. får data fra offentlige kilder.

Sundhed, velfærd og civilsamfund er branchen, hvor flest virksomheder bruger offentligt data
Brugen af forskellige datakilder varierer også på tværs af brancher. Virksomheder i sundhed, velfærd og civilsamfund bruger i høj grad både internt og offentlige data, mens transport- og detailvirksomheder i lavere grad bruger internt og offentlige data.

IT og tele, rådgivning og sundhed, velfærd og civilsamfund ligger over gennemsnittet for brug af både internt og offentligt data. Turisme, kultur og oplevelse, transport og detailhandel ligger under gennemsnittet, når det kommer til brug af både internt og offentligt data.

Kun 2 ud af 5 virksomheder bruger offentligt data

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Christine Sinkjær-Rasmussen

Seniorøkonom
Teknologi,Digitalisering & Tele;Tværgående Strategi&Koordination

Nikolaj Juncher Wædegaard

Branchedirektør
Medarbejderprofil