Gemt

Halvdelen af danskerne forventer at holde sommerferie i udlandet

2,4 mio. danskere over 18 år forventer at tage på sommerferie i udlandet i år. Samtidig ser danskernes udlængsel ikke til at gå ud over lysten til at holde sommerferie i Danmark, hvor 72 pct. forventer at holde en del af deres sommerferie.

Analyse

MAJ 2024

Trods krig, klima- og miljøudfordringer og økonomisk usikkerhed er rejselysten blandt danskere i høj grad tilbage efter COVID-19. Det gælder både sommerferierejserne til udlandet, men også sommerferie i Danmark.

Dansk Erhverv har hvert år siden 2019 spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning, hvor de holdt sommerferie i det respektive år og hvad deres forventninger er til sommerferien året efter. Seneste undersøgelse blev foretaget i oktober 2023.

50 pct. af danskerne forventer udlandsrejse til sommer
Danskernes udlandsrejser var i sommerferien 2022 og 2023 tilbage på samme niveau som før coronapandemien (2019). I 2023 svarede 39 pct. af danskerne, at de rejste til udlandet for at holde sommerferie. Det er – ikke overraskende - markant flere end i 2020 og 2021, hvor coronapandemien spændte ben for udlandsrejser.

Ser vi på forventninger til danskernes sommerferieplaner i udlan-det for 2024, svarer halvdelen af danskerne, at det er ’overvejende sandsynligt’ eller ’meget sandsynligt’, at de holder en del af deres sommerferie i udlandet i 2024. Det svarer til, at ca. 2,4 mio. dan-skere over 18 år forventer at rejse udenlands til sommer.

72 pct. af danskerne forventer at holde sommerferie i Danmark
Tre ud af fire danskere holdt en del af deres sommerferie i Danmark i 2023. Det er på niveau med somrene 2021 og 2022, men signifikant højere end før coronapandemien, hvor 69 pct. holdt en del af deres sommerferie i Danmark.

Ser vi på forventninger til danskernes sommerferieplaner i Danmark i 2024, svarer 72 pct. af danskerne, at det er ’overvejende sandsynligt’ eller ’meget sandsynligt’, at de holder en del af deres sommerferie i Danmark. Det svarer til ca. 3,4 mio. danskere over 18 år.

Halvdelen af danskerne forventer at holde sommerferie i udlandet

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Mads Haarbo

Analytiker
Turisme, oplevelse & kultur

Kirstine Tolstrup Nielsen

Chefkonsulent