;
Gemt

Fortsat høj vækst i 2024 i administrative fuldtidsansatte i det offentlige

I 4. kvartal 2024 nåede beskæftigelsen for administrative ansatte i det offentlige op på godt 101.000 fuldtidsbeskæftigede. Dermed fortsætter væksten i administrative ansatte, der nu er steget hvert kvartal de sidste 32 kvartaler siden 2016.

Analyse

APRIL 2025

Administrative ansatte i det offentlige fortsætter væksten
Antallet af administrative ansatte i den offentlige sektor fortsatte med at vokse i både 3. og 4. kvartal af 2024. Dermed er antallet af administrative ansatte vokset uafbrudt de sidste 32 kvartaler siden 2016 med i gennemsnit 690 flere fuldtidsansatte hvert kvartal. I hele den offentlige sektor, er der hvert kvartal blevet ansat 1.680 flere fuldtidsansatte i samme periode. Dvs. at hver gang der siden 2016 er blevet ansat 10 nye kolleger i den offentlige sektor, har 4 af dem været administrative kolleger.

De administrative ansatte vokser mere end i øvrige sektorer
Der har været vækst i beskæftigelsen i Danmark de senere år, men har ikke været ens på tværs af sektorer. Siden midten af 2019 er antallet af administrative ansatte i det offentlige vokset med 19 pct. Det er præcist det dobbelte af den samlede beskæftigelsesvækst i samme periode. Det er også markant højere end væksten i den samlede offentlige sektor, der er vokset med godt 6 pct. eller ca. med en tredjedel af væksten i de administrative ansatte i samme periode. Det fordeler sig med en vækst i beskæftigelsen i staten på godt 10 pct., i regionerne på godt 8 pct. og i kommunerne med godt 4 pct. Beskæftigelsesvæksten i staten har dermed været over dobbelt så stor som i kommunerne.

Andelen af administrative ansatte i det offentlige fortsætter op
Når antallet af administrative ansatte vokser hurtigere end den samlede offentlige beskæftigelse betyder det også, at deres andel stiger. I 4. kvartal 2024 udgjorde andelen af administrative ansatte 13,2 pct. af alle offentligt ansatte. Til sammenligning lå andelen stabilt omkring 10,5 pct. frem til 2016. Hvis andelen i dag fortsat lå på omkring 10,5 pct. ville der være ca. 20.000 færre fuldtidsbeskæftigede i offentlig administration. Det ville svare til en årlig besparelse på omkring 10 mia.kr.

Administrative ansatte i den offentlige sektor slår ny rekord

pdf

Download

Kontakt

Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi