De danske forbrugere overvurderer inflationen
De seneste års prisstigninger har sat sig i bevidstheden, og det præger vores opfattelse af inflationen – på trods af at den faktiske udvikling nu går en anden vej. Samtidig er de samlede forbrugerpriser og forbrugerpriserne på fødevarer vokset mindre i Danmark end i EU27 siden inflationskrisen begyndte i 2021, og prisstigninger er drevet af internationale forhold.
December 2025
Forbrugernes oplevelser af prisstigningerne matcher ikke den faktiske udvikling
De sidste par år har de samlede stigninger i forbrugerpriserne været lave, og har enten ligget tæt på 2 pct. årligt eller under. Samtidig har lønstigningerne været højere end inflationen og købekraften er vokset en del igen i de senere år. Alligevel oplever mange forbrugere, at priserne fortsat er på himmelflugt.
Tidligere har der været en pæn sammenhæng mellem de samlede prisstigninger og forbrugernes egen vurdering af prisstigningerne, der er en del af den samlede forbrugertillid i Danmark. Fx var der fra 2021 og frem til midten af 2024 en tæt sammenhæng mellem den samlede prisudvikling og prisudviklingen på fødevarerne på den ene side og danskernes oplevelse af den samlede inflation på den anden side. Den sammenhæng er blevet afkoblet siden udgangen af 2024.
Forbrugerne er nemlig stadig af den opfattelse, at inflationen stiger med end den rent faktisk gør. Det seneste års tid har forbrugernes egen vurdering af de samlede prisstigninger nemlig været en hel del højere end både den faktiske udvikling i de samlede priser og fødevarepriserne. Det skyldes måske, at det kan være vanskeligt at skelne udviklingen i fødevarepriserne fra de samlede prisstigninger. Det har Nationalbanken også været inde på i deres seneste analyse. Mange danskere bliver dagligt mindet om priserne, når de handler ind, og selv små prisfald kan drukne i en generel oplevelse af, at alt er blevet dyrere. Det ændrer dog ikke på, at de samlede prisstigninger i Danmark det seneste år har været lave.
Samtidig har fødevarepriserne været et politisk varmt emne, hvor både medier og politikere har haft stor fokus på prisudviklingen. Det har bidraget til, at debatten om inflation og fødevarepriser fylder meget i den offentlige samtale, og at forbrugerne derfor også i høj grad husker de perioder, hvor priserne steg kraftigt – mens de mere stille perioder med aftagende prisstigninger eller egentlige fald ikke får samme opmærksomhed.
Kontakt