Spring til indhold

Danskerne forventer at købe fyrværkeri for 500 mio. kr. i 2025

Knap tre ud af ti danske husstande forventer at købe fyrværkeri i 2025. Det samlede forventede forbrug er ca. 500 mio. kr., hvilket er ca. 200 mio. kr. mere, end danskerne endte med at købe for sidste år, da vi spurgte dem i januar oven på nytåret 2024/2025. Familiens ønsker, økonomi og vejret påvirker det forventede fyrværkerikøb. Mænd forventer at bruge signifikant flere penge på fyrværkeri end kvinder.

Analyse

December 2025

Når danskerne fejrer nytårsaften, er det blandt andet med fyrværkeri, krudt og kugler. Det er en tradition i mange familier, at nytåret skydes i gang med raketter og batterier.

Dansk Erhverv har igen i år lavet en befolkningsundersøgelse blandt 1.016 danskere, hvor vi har spurgt, hvor mange penge de forventer at bruge på fyrværkeri op til nytår. Undersøgelsen viser, at 29 pct. af de danske husstande vil købe fyrværkeri. Det er samme andel, som købte fyrværkeri sidste år, da vi i januar 2025 spurgte danskerne efter nytårsaften. Danskerne forventer i alt at købe fyrværkeri for ca. 500 mio. kr., hvilket er ca. 200 mio. mere, end de selv angav at have brugt sidste år. I år er det østjyderne, som i gennemsnit forventer at bruge flest penge på fyrværkeri pr. husstand i landet i forbindelse med nytåret 2025/2026.

Tre ud af ti husstande forventer at købe fyrværkeri i 2025
Dansk Erhverv har spurgt danskerne, hvor mange penge de forventer, at deres husstand vil bruge på fyrværkeri i år. 71 pct. forventer at bruge 0 kr. på fyrværkeri. Der er altså 29 pct., svarende til knap tre ud af ti danske husstande, der vil bruge penge på fyrværkeri. 

I januar 2025 spurgte vi danskerne, hvor mange penge de havde brugt på fyrværkeri i forbindelse med nytåret 2024/2025. Her svarede 29 pct., at de havde brugt penge på fyrværkeri. Andelen af husstande, der forventer at bruge penge på fyrværkeri i 2025 er altså præcis den samme som andelen, der reelt brugte penge på fyrværkeri i 2024.

Da vi spurgte danskerne i december 2024, hvor mange penge de forventede at bruge på fyrværkeri til nytår, svarede 32 pct., at de ville bruge penge på fyrværkeri. Det er på niveau med danskernes forventninger til i år, når vi tager højde for den statistiske usikkerhed.

Danskerne forventer at købe fyrværkeri for 500 mio. kr. i 2025
pdf

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer