Spring til indhold

International arbejdskraft bidrager til dansk velfærd

I marts 2025 var hver syvende i gruppen af læger, sygeplejersker og SOSU-medarbejdere udenlandske statsborgere. Det er en fordobling siden 2015.

Analyse

DECEMBER 2025

Internationale kollegaer står bag en stor del af fremgangen i beskæftigede
sundhedsfaglige
Tal for beskæftigede læger, sygeplejersker og SOSU-medarbejdere (herefter kaldet sundhedsfaglige) viser, at i marts 2025 var der ca. 43.000 udenlandske statsborgere fra både EU-lande og 3. lande i sundhedsfaglig beskæftigelse i Danmark. Det udgør ca. 15 pct. af alle 280.000 sundhedsfaglige i beskæftigelse i Danmark. Det er mere end en fordobling siden 2015, hvor samme andel var på 7 pct. De største grupper af sundhedsfaglige med udenlandsk statsborgerskab kommer fra Iran, Tyrkiet, Filippinerne, Polen, Thailand og Syrien.

De sidste ti år er antallet af sundhedsfaglige med udenlandsk statsborgerskab vokset med ca. 25.000 personer. I samme periode er antallet af danske sundhedsfaglige beskæftigede vokset med ca. 10.000 personer. Det betyder, at udenlandske statsborgere udgør 72 pct. af stigningen i beskæftigelsen blandt de sundhedsfaglige i Danmark de seneste ti år. Andelen er endnu større, hvis vi kigger på fuldtidspersoner frem for hoveder. Det viser, at udenlandske statsborgere i gennemsnit arbejder flere timer end danske sundhedsfaglige.

Stigningen på de godt 35.000 flere sundhedsfaglig beskæftigede i Danmark i perioden 2015-2025 fordeler sig således:

  • Læger: Danskere + 6.186, udl. statsborgere + 1.583 
  • Sygeplejersker: Danskere + 3.215, udl. statsborgere + 1.704 
  • SOSUer: Danskere + 379, udl. statsborgere + 21.784

Særligt de senere år har de internationale sundhedsfaglige kollegaer udgjort en større del af stigningen. Fra 2022-2025 er antallet af sundhedsfaglige beskæftigede samlet set steget med knap 3.500 personer. Det dækker over et fald på ca. 5.200 danskere og en stigning på knap 8.700 udenlandske statsborgere.

Flere ældre indbyggere medfører et stigende behov for pleje og hjælp i fremtiden
I Danmark vil der være flere ældre og færre indbyggere i den arbejdsdygtige alder i fremtiden. En opgørelse fra Danmarks Statistiks prognose viser, at der i 2035 vil være ca. 167.000 flere indbyggere i Danmark, som er 70 år eller ældre, end der er i dag. I samme periode vil antallet af 20-69-årige falde med ca. 29.000 personer. Kigger vi længere ud i fremtiden vil stigningen i antal 70+-årige være endnu større. Flere ældre betyder en stigende efterspørgsel efter pleje og hjælp.

Der kommer til at mangle SOSU-medarbejdere
Særligt udbud og efterspørgsel efter SOSU-medarbejdere til pleje og hjælp matcher fremover ikke hinanden. Ifølge en analyse fra Finansministeriet vil der samlet mangle 14.500 SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter i 2035.

International arbejdskraft bidrager til dansk velfærd 2025
pdf

Kontakt

Analyse

Jannie Frederiksen

Seniorøkonom

Analyse

Agnethe Larsen

Seniorøkonom