;
Gemt

Positive tendenser trækker i retning af et mindre negativt nettobidrag for indvandrere fra MENAPT-lande

Indvandrere fra MENAPT-landene havde i 2019 et negativt nettobidrag på 13 mia. kr. for de offentlige finanser. Siden 2019 har der været positive tendenser for indvandrerne fra MENAPT landene, der trækker i retning af, at det negative nettobidrag i dag er mindre. Det skyldes at arbejdsmarkedstilknytningen blandt indvandrere fra MENAPT-landene er øget. Dertil er opholdsgrundlaget blandt nye indvandrere fra MENAPT-landene forskud mod erhverv og studie, der historisk har givet et positivt nettobidrag til de offentlige finanser.

Analyse

Maj 2025

Indvandrere fra MENAPT-landene har historisk været en stor udgift for de offentlige finanser. Den seneste analyse fra Finansministeriet viser, at indvandrere fra MENAPT-landene i 2019 havde et negativt nettobidrag på 13 mia. kr. for de offentlige finanser. Til sammenligning havde indvandrere fra vestlige lande et positivt nettobidrag på 13 mia. kr. i 2019. Nettobidraget til de offentlige finanser er en detaljeret opgørelse, hvor den enkelte persons skattebetalinger fratrækkes den enkelte persons udgifter for det offentlige til fx sundhed og overførsler.

Tilknytningen til arbejdsmarkedet er steget for indvandrere fra MENAPT-lande
Under de seneste fem års stærke danske beskæftigelsesopsving har mange indvandrere fra MENAPT-landene fået en fod indenfor på arbejdsmarkedet. I 4. kvartal 2019 var 62.800 lønmodtagere fra MENAPT-landene beskæftiget i Danmark, mens det er steget til 80.800 personer i 4. kvartal 2024. Det er en stigning på 18.000 lønmodtagere på fem år.

Det har fået arbejdsmarkedstillknytningen for indvandrere fra MENAPT-landene til at stige markant. I 4. kvartal 2019 var 47 pct. af indvandrerne fra MENAPT-landene i lønmodtagerjob. Det er steget til 58 pct. i 4. kvartal 2024. Når flere personer fra MENAPT-landene er i arbejdet, betyder det højere personskattebetalinger, hvilket reducerer det negative nettobidrag til de offentlige finanser. Hvis en person tilmed er gået fra overførselsindkomst til arbejde, er det en dobbeltgevinst for de offentlige finanser, fordi personen nu forsørger sig selv fremfor at modtager en overførselsindkomst.

Indvandrere fra MENAPT-landene er især beskæftiget indenfor sundhed og socialvæsen, handel og transport samt industrien.

Positive tendenser trækker i retning af et mindre negativt nettobidrag for indvandrere fra MENAPT-lande

pdf

Download