Spring til indhold

Investeringer i Danmarks digitale infrastruktur faldt yderligere i 2024

Telebranchen har siden 2014 øget sine investeringer markant og nåede i 2021 et foreløbigt højdepunkt efter finanskrisen på 10,1 mia. kr., når der korrigeres for prisudviklingen. Siden da er investeringerne faldet betydeligt. Ifølge de nyeste tal fra Digitaliseringsstyrelsen udgjorde teleinvesteringerne 7,8 mia. kr. i 2024 (faste 2015-priser) - et fald på 23 pct. siden 2021. Investeringer i fastnet står for 60 pct. af de samlede investeringer, mens investeringer i mobilnet udgør 15 pct.

Analyse

OKTOBER 2025

En tidligere medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at kvaliteten af og adgangen til internet er et af de vigtigste rammevilkår for at drive virksomhed i Danmark. Det skal ses i lyset af, at telesektoren bidrager med op til 16,8 mia. kr. årligt i øget produktivitet i andre erhvervssektorer qua virksomhedernes adgang til højhastighedsnetværk, jf. analyse fra Copenhagen Economics.

Samtidig forventes kravene til bl.a. netværksforbindelser og -teknologi, cybersikkerhed, resiliens og grøn omstilling fremover at stige markant som følge af fortsat øget digitalisering og et mere komplekst trusselsbillede. Telebranchen står derfor over for et betydeligt investeringsbehov, selv om den allerede har gennemført omfattende investeringer og står på et godt fundament.

Dansk Erhverv har i den forbindelse undersøgt udviklingen i telebranchens investeringer, fordelingen af deres investeringer, omsætningen i branchen samt produktivitetsvæksten sammenlignet med resten af erhvervslivet.

Undersøgelsen viser, at teleinvesteringerne er steget med 24 pct. i faste priser siden 2014, svarende til 7,8 mia. kr. i 2024. Det foreløbige højdepunkt efter finanskrisen kom i 2021, da investeringerne rundede 10,1 mia. kr. Størstedelen af investeringerne i 2024 gik til fastnet (60 pct.), mens 15 pct. gik til mobilnet. De resterende 20 pct. faldt i kategorien for øvrige investeringer. 

Ud over faldende investeringer har telebranchens omsætning i faste priser været i tilbagegang hvert år siden 2019, og udgjorde i 2024 38,3 mia. kr. målt i 2015-priser. Alligevel viser undersøgelsen, at branchens produktivitet er steget markant. Siden år 2000 er timeproduktivitetsvæksten steget med hele 12 pct. om året, og med 9 pct. om året siden år 2014. Telebranchen brugte også 51 pct. færre arbejdstimer i 2024 end i 2000.

Analysen viser dermed, at telebranchen er blevet markant mere effektiv. Den skaber mere værdi pr. medarbejder og pr. investeret krone, men indtjeningen og omsætningen falder, bl.a. fordi markedet er mættet og priserne er lave med faldende investeringer til følge. Sektoren selv peger bl.a. på fortsatte udfordringer med manglende skala i forretningen, stigende omkostninger til netværksudrulning samt høje renter.

Investeringer i Danmarks digitale infrastruktur faldt yderligere i 2024
pdf

Kontakt

Digitalisering, Teknologi, Tele & Tværgående Koordination

Poul Noer

Fagchef for digital infrastruktur

Analyse

Christine Sinkjær-Rasmussen

Seniorøkonom