Spring til indhold

Velfærden i tal 2025

Dette års udgave af Velfærden i tal indeholder nøgletal om ældreområdet, om det specialiserede skoleområde og om social- og civilsamfundsområdet. Det er et skridt mod en bredere forståelse af, hvordan velfærden kan udvikles og forbedres i hele landet med inddragelse af ikke-offentlige aktører.

Analyse

OKTOBER 2025

I Dansk Erhverv ser vi erhvervslivet og velfærdssamfundet som hinandens forudsætninger. Det er virksomhederne, der gennem vækst og arbejdspladser er med til at finansiere vores fælles velfærd. Og det er det velfungerende velfærdssamfund, der giver medarbejdere tryghed i hverdagen – visheden om, at der er  nogen, der passer på ens børn, ældre og nærmeste, mens man går på arbejde.

Derfor engagerer vi os i velfærden. Dansk Erhverv repræsenterer hundredvis af private og selvejende aktører, fonde og civilsamfundsorganisationer, som hver dag leverer kernevelfærd af høj kvalitet. Det gør den danske velfærdsmodel unik.

Velfærdsmodellen er bygget på et fundament af mangfoldighed i løsningerne. Kommunale, regionale, private og selvejende aktører, fonde samt civilsamfundsorganisationer er hver især med til at skabe mangfoldigheden og et stærkt velfærdssamfund, som alle borgere kan have tillid til.

Men velfærdssamfundet står også over for store udfordringer. Antallet af ældre vokser markant, mens arbejdsstyrken bliver mindre. Udgifterne stiger år for år, og mange steder oplever vi allerede mangel på kvalificeret personale. 

Derfor er det nødvendigt at tænke nyt og skabe bedre rammer for samarbejdet  mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. Virksomheder, selvejende institutioner, fonde og civilsamfundet rummer både fleksibilitet, specialiseret viden og handlekraft, som kan være med til at løse fremtidens velfærdsopgaver.

Velfærden i tal 2025 præsenterer en række nøgletal, der giver indsigt i udviklingen på centrale områder af velfærden. Tallene viser tydeligt, at de ikke-offentlige aktører er en uundværlig del af løsningen. De leverer kvalitet, innovation og valgmuligheder til borgerne.

Med dette vidensgrundlag ønsker vi at bidrage til en mere oplyst debat om, hvordan vi bedst styrker velfærden i Danmark. For skal vi sikre et stærkt og bæredygtigt velfærdssamfund i fremtiden, har vi brug for alle kræfter.

Velfærden i tal 2025
pdf

Kontakt

Velfærd, Sundhed, OPS og Oplevelse

Mette Feifer

Vicedirektør

Samfund & Velfærd

Tony Bech

Branchedirektør

Analyse

Nikolaj Meins

Økonom