Spring til indhold

Omkring 78 pct. af provenuet fra formueskatten kommer fra værdier bundet i virksomheder

Ifølge beregninger fra Dansk Erhverv vil en formueskat på 0,5 pct. på nettoformuer over 25 mio. kr. give et provenu på ca. 7,5 mia. kr. Størstedelen af formuen, som provenuet bygger på, er dog bundet i store og små virksomheder i hele landet. Førende forsker anslår, at det reelle provenu forventeligt er op til 75 pct. lavere, når adfærdsændringer medtages.

Analyse

APRIL 2026

Provenu fra formueskat kommer primært fra formuer i virksomheder 
Private formuer i Danmark er opbygget over mange år gennem virksomhedsejerskab, investeringer, boligmarkedet og opsparing. Dansk Erhverv har kigget på den foreslåede formueskat, og hvordan formuerne fordeler sig på forskellige aktiver. Størstedelen af bruttoformuerne for de omfattede danskere er bundet i unoterede aktier, dvs. i virksomheder, der skaber vækst og beskæftigelse. 

Formueskatten er beregnet som en skat på 0,5 pct. på nettoformuer over 25 mio. kr. for enlige og 50 mio. kr. for par fraregnet friværdier i primære ejendomme på op til 10 mio. kr. for enlige og 20 mio. kr. for par, men uden nedslag i pensionsformuen efter skat. Beregningen viser, at forslaget om en formueskat vil generere et provenu på ca. 7,5 mia. kr. (før tilbageløb). Førende forsker på området slår dog fast, at det reelle provenu forventeligt er op til 75 pct. lavere, dvs. under 2 mia. kr., når adfærdsændringer (tilbageløb eller dynamiske effekter) medtages.
 
Hvis formuer i unoterede aktier ikke indgår i grundlaget for en formueskat, vil det beregnede provenu falde fra ca. 7,5 mia. kr. til 1,7 mia. kr. (før tilbageløb). Med andre ord kommer omkring 78 pct. af provenuet fra formueskatten fra værdier, der er bundet i virksomheder, der ikke er børsnoteret. En anden del af bruttoformuerne for de omfattede danskere er placeret i børsnoterede danske og 
udenlandske virksomheder. Hvis formuer i både unoterede og noterede aktier ikke skulle indgå i grundlaget for en formueskat, vil det beregnede provenu falde til ca. 0,9 mia.kr. Det betyder, at næsten 90 pct. af bruttoformuerne fra de omfattede danskere er placeret i virksomheder, der skaber vækst og beskæftigelse. 

Det skal bemærkes, at både Danmarks Statistik og Skatteministeriet fremhæver, at formuestatistikken er behæftet med usikkerhed bl.a. fordi, værdiansættelse af unoterede aktier er fastsat på baggrund af statistiske metoder og ikke handelspriser og derfor alene er opgjort til statistisk brug. 

78 pct. af provenuet fra formueskatten kommer fra værdier bundet i virksomheder
pdf

Kontakt

Analyse

Agnethe Larsen

Seniorøkonom