Spring til indhold

6 ud af 10 leverandører til det offentlige efterlyser en national OPS-strategi

Dansk Erhvervs medlemsundersøgelse viser, at knap 6 ud af 10 (59 pct.) leverandører til det offentlige i større eller i mindre grad mener, at der skal udarbejdes en national strategi for offentlig-privat samarbejde (OPS). Andelen er endnu højere blandt de virksomheder, der ikke sælger til det offentlige i dag, men som gerne vil.

Analyse

AUGUST 2026

Offentlig-privat samarbejde (OPS) er afgørende for at sikre og udvikle det danske samfund. I 2022 udgjorde offentlige indkøb og samhandel med private virksomheder omkring en tredjedel af de samlede offentlige udgifter. Dansk Erhverv har derfor spurgt vores medlemmer, om der er et behov for en national OPS-strategi, der kan styrke samarbejdet mellem virksomheder og det offentlige.

Flertallet af offentlige leverandører mener, at der skal udarbejdes en national OPS-strategi 
Undersøgelsen viser, at omkring 6 ud af 10 (59 pct.) af de adspurgte medlemsvirksomheder, der i dag er leverandører til det offentlige, i større eller mindre grad efterlyser en national OPS-strategi, der kan styrke samarbejdet mellem private virksomheder og det offentlige. Blandt disse mener 25 pct., at der ”i høj grad” er behov for en OPS-strategi, mens 22 pct. svarer, at der ”i nogen grad” er behov for en strategi. 12 pct. svarer, at de ”i mindre grad” mener, at der skal udarbejdes en national OPS-strategi.  

Efterspørgslen efter en national OPS-strategi er endnu større blandt de medlemsvirksomheder, der ikke sælger til det offentlige i dag, men som gerne vil. Her mener omkring 7 ud af 10 (71 pct.), at der er behov for en national OPS-strategi. 27 pct. mener, at der ”i høj grad” er behov for en OPS-strategi, mens 36 pct. svarer ”i nogen grad” og 8 pct. svarer, at de ”i mindre grad” mener, at der er behov for en OPS-strategi. 

Selv blandt de adspurgte medlemsvirksomheder, der ikke er interesserede i at sælge til det offentlige, svarer omkring hver tredje (36 pct.), at de mener, at der er behov for en national OPS-strategi, der kan styrke samarbejdet mellem det offentlige og de private virksomheder.

6 ud af 10 leverandører til det offentlige efterlyser en national OPS-strategi
pdf

Kontakt

Service & OPS

Malene Jæpelt

Fagchef for offentlig-privat samarbejde

Analyse

Mads Haarbo

Senioranalytiker