Danmark står overfor en udfordring med mangel på arbejdskraft, og personer med kroniske sygdomme som osteoporose har ofte en lavere arbejdsmarkedstilknytning end personer uden kroniske sygdomme. Særligt hvis de ikke får en god behandling for deres sygdom. Det har konsekvenser både for den enkelte, for deres pårørende og for samfundet.

I Danmark lever 201.025 personer med diagnosen osteoporose, hvilket er en stigning på 40 pct. siden 2013. Af disse er 37.638 i den arbejdsdygtige alder mellem 20 og 64 år. 48,6 pct. af dem er enten midlertidigt eller varigt udenfor arbejdsmarkedet. Til sammenligning gælder det kun for 23,5 pct. af deres jævnaldrende af samme køn, som ikke har osteoporose eller andre kroniske sygdomme. Kvinder rammes oftere end mænd af osteoporose og udgør derfor 75 pct. af gruppen i den arbejdsdygtige alder.

Den lavere arbejdsmarkedstilknytning betyder, at osteoporose fører til ca. 8.500 færre fuldtidsbeskæftigede i arbejdsstyrken. Hvis forskellen i arbejdsmarkedstilknytningen mellem personer med og uden osteoporose blev reduceret med 25 pct. - fx ved hjælp af bedre behandling - ville det øge arbejdsudbuddet med ca. 2.100 fuldtidsbeskæftigede. Dertil kommer den potentielle arbejdsudbudseffekt for de nærmeste pårørende ved en bedre behandling.

Analysen peger ind i en bredere dagsorden omkring effekterne ved investeringer i sundhed. Når Danmark skal beslutte, om et nyt lægemiddel eller medicinsk udstyr skal godkendes, tages der ikke højde for mange af de samfundsøkonomiske effekter, som fx effekten på arbejdsudbuddet. Generelt tages der i beslutningsprocesserne ikke i tilstrækkelig grad højde for de samfundsøkonomiske gevinster på bl.a. beskæftigelsen af bedre og mere rettidig behandling, forebyggelse m.v., som kan være med til at afhjælpe eller nedbringe forskellene.