Markant flere seniorer i handelsbranchen på 10 år
På 10 år er antallet af lønmodtagere i handelsbranchen steget med 13 pct. Det dækker over store forskelle på tværs af aldersgrupper. Antallet af lønmodtagere i alderen 60-64 år er vokset med 86 pct., mens stigningen er 62 pct. blandt lønmodtagere 65+ år.
JANUAR 2026
Rekordmange i folkepensionsalderen fortsætter i job
En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at knap hver tredje mand fortsætter med at arbejde, selv om han krydser folkepensionsalderen. For kvinder er andelen knap hver femte. På tre år er andelen af 67-årige, der fortsætter i jobbet ved siden af folkepensionen fordoblet. Tendensen med flere seniorer på arbejdsmarkedet gælder også i handelsbranchen.
Markant stigning i beskæftigede seniorer i handelsbranchen
Pr. 1. kvartal 2025 var der mere end 455.000 lønmodtagere i handelsbranchen. Det er 13 pct. flere end i 1. kvartal 2015. Det dækker over store forskelle på tværs af aldersgrupper, hvor de mest markante stigninger er sket blandt seniorer på 60+ år. I 1. kvartal 2025 var der 86 pct. flere lønmodtagere i alderen 60-64 år i handelsbranchen i forhold til 1. kvartal 2015. For aldersgruppen 65+ år var væksten 62 pct. Samlet set var væksten for de 60+-årige lønmodtagere i handelsbranchen 76 pct. i den tiårige periode, mens den til sammenligning var 70 pct. på tværs af alle brancher. Det er sket i takt med, at vi også er blevet flere ældre i befolkningen generelt. I den tiårige periode er vi blevet 13 pct. flere 60-64-årige og 19 pct. flere 65+ årige.
Hver tiende lønmodtager i handelsbranchen er 60+ år
I 1. kvartal 2025 udgjorde de 60-64-årige 6 pct. af alle lønmodtagere i handelsbranchen. I 2015 var andelen 4 pct. De 65+ årige udgjorde 4 pct. i 2025 og 3 pct. i 2015. Samlet set udgør personer på 60+ år 10 pct. af lønmodtagerne i handelsbranchen i 2025.
Timeproduktivitetsvækst i handelsbranchen er på niveau med det samlede erhvervsliv trods lavere beskæftigelsesvækst
På tværs af alle brancher er antallet af lønmodtagere steget med 18 pct. på 10 år, mens stigningen for handelsbranchen er 13 pct. På trods af det, er timeproduktiviteten i handelsbranchen på niveau med det samlede erhvervsliv. I handelsbranchen er timeproduktiviteten i gennemsnit steget med 1,2 pct. om året i perioden 2014-2024. For det samlede erhvervsliv er tallet 1,1 pct. Det dækker over, at værditilvæksten i handelsbranchen i perioden er ste-get 23 pct., mens timerne er steget 9 pct.2 Det indikerer, at branchen har kunnet håndtere efterspørgslen gennem effektiviseringer frem for udelukkende gennem flere arbejdstimer.
Kontakt