Handlen er uundværlig i danskernes hverdag
Handlen spiller en helt central rolle i danskernes hverdag. Dansk Erhvervs undersøgelse viser, at danskerne handler ofte, har kort afstand til butikker og lægger stor vægt på, at der er dagligvarebutikker i lokalområdet. Den viser også, at handel ikke blot handler om indkøb – men også om tilgængelighed, tryghed og velfungerende lokalsamfund.
JUNI 2026
Handlen er en af Danmarks største private arbejdsgivere og er til stede i hele landet gennem både supermarkeder, specialbutikker og webshops. Dansk Erhverv har derfor undersøgt, hvor vigtig handlen er for danskerne, hvor ofte de handler, og hvor tæt de bor på dagligvarebutikker.
9 ud af 10 danskere handler dagligvarer mindst ugentligt
Undersøgelsen viser, at handlen er dybt integreret i danskernes hverdag. 9 ud af 10 danskere handler mindst én gang om ugen i supermarkeder og dagligvarebutikker, og næsten 6 ud af 10 handler flere gange om ugen. Det understreger, hvor central en rolle dagligvarehandlen spiller i hverdagen, og hvor ofte danskerne er afhængige af butikkerne.
Også specialbutikker og webshops spiller en vigtig rolle i danskernes forbrugsmønstre. To ud af tre danskere handler i specialbutikker eller webshops mindst én gang om måneden. Det viser, at både den fysiske handel og den digitale handel er blevet en naturlig del af danskernes hverdag.
Samtidig viser undersøgelsen, at tilgængeligheden til dagligvarebutikker er meget høj. 69 pct. af danskerne har under én kilometer til nærmeste dagligvarebutik, mens yderligere 26 pct. har under fem kilometer. Kun få danskere har længere afstand til nærmeste butik. Danmark har altså en stærk og bredt forankret handelsstruktur med butikker tæt på borgerne i store dele af landet.
Det er vigtigt for danskerne med butikker i lokalområdet
Butikkernes tilstedeværelse har også stor betydning for danskerne. Hele 93 pct. svarer, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at der er dagligvarebutikker i lokalområdet. Heraf svarer 61 pct., at det er meget vigtigt.
Butikker bliver ikke alene opfattet som steder, hvor man foretager indkøb, men som en vigtig del af hverdagen og det lokale fællesskab.
Kontakt