Diabetes trækker over 28.600 fuldtidsbeskæftigede ud af arbejdsstyrken
Der er mere end 312.000 personer med enten diagnosen type 1 eller 2 diabetes i Danmark, og deres arbejdsmarkedsdeltagelse er lavere end blandt raske personer af samme køn og alder. Type 1 og 2 diabetes trækker hhv. 2.270 og 26.360 fuldtidsbeskæftigede ud af arbejdsstyrken. Forebyggelse og bedre behandling rummer potentiale til et øget arbejdsudbud.
Maj 2026
Danmark har de seneste år været udfordret af mangel på arbejdskraft. Personer med kroniske sygdomme som diabetes har ofte en lavere arbejdsmarkedstilknytning end personer uden kroniske sygdomme – særligt hvis de ikke får en god behandling for deres sygdom. Det har konsekvenser både for den enkelte, for de pårørende og for samfundet.
I Danmark har mere end 32.300 personer diagnosen type 1 diabetes og 280.200 personer diagnosen type 2 diabetes.1 Siden 2014 er antallet af personer med enten type 1 eller type 2 diabetes samlet steget med 29 pct. For personer med type 1 diabetes er 26 pct. enten midlertidigt eller varigt udenfor arbejdsmarkedet, mens det tilsvarende blandt personer med type 2 er 43 pct. Til sammenligning er tallet 13,3 pct. for kontrolgruppen for diabetes type 1 og 17,7 pct. for kontrolgruppen tilhørende diabetes type 2.
Den lavere arbejdsmarkedstilknytning blandt personer med type 1-diabetes svarer til 2.267 færre fuldtidsbeskæftigede, og for type 2-diabetes er der 26.358 færre fuldtidsbeskæftigede i arbejdsstyrken sammenlignet med deres kontrolgrupper.
Hvis forskellen i arbejdsmarkedstilknytningen mellem personer med og uden diabetes blev reduceret med 25 pct. - fx ved hjælp af bedre forebyggelse og behandling - ville det øge arbejdsudbuddet for personer med type 1 diabetes med knap 567 fuldtidsbeskæftigede og 6.589 fuldtidsbeskæftigede for personer med type 2 diabetes. Dertil kommer den potentielle arbejdsudbudseffekt for de nærmeste pårørende af et bedre behandlet forløb.
Analysen peger ind i en bredere dagsorden omkring dynamiske effekter ved investeringer i sundhed. Generelt tages der i beslutningsprocesser ikke i tilstrækkelig grad højde for de samfundsøkonomiske gevinster på bl.a. beskæftigelsen af bedre og rettidig behandling, bedre monitorering, forebyggelse m.v., som kan være med til at afhjælpe eller nedbringe forskellene. Det gælder fx når et nyt lægemiddel eller medicinsk udstyr skal godkendes.
Metode
Dansk Erhverv har på baggrund af data fra Sundhedsdatastyrelsen udtrukket personer, der i 2024 er diagnosticeret med type 1 eller 2 diabetes. Vi har sammenlignet arbejdsmarkedsdeltagelsen for personer i hver disse to sygdomsgrupper med personer med samme køn og alder, som ikke lider af type 1 eller 2 diabetes. Se Dansk Erhvervs notat ”Stort arbejdsudbudspotentiale for personer med diabetes” for beskrivelse af data og metode.
Kontakt
Sundhed & Life Science
Søren Skou Hansen
Politisk konsulent