Kvindelige iværksættere 2026
MARTS 2026
Danmark har brug for nye virksomheder, hvis vi skal sikre vækst og konkurrenceevne. Men det står klart, at vi ikke udnytter hele det danske talentudbud. Kvinder er fortsat markant underrepræsenterede i iværksætteri.
Danske kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse er væsentligt højere end OECD-gennemsnittet, og kvinder udgør næsten halvdelen af arbejdsstyrken i Danmark. Alligevel viser denne analyse, at der i 2026 kun er knap 7 kvindelige nye iværksættere for hver ti nye mandlige. Det er endda lidt højere end sidste år.
Det peger på, at udfordringen ikke handler om kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet, men om barrierer, der er særlige for iværksætteri. Overgangen fra lønmodtager til virksomhedsstifter er fortsat langt mindre udbredt blandt kvinder end blandt mænd.
Andelen af nye kvindelige iværksættere lægger også betydeligt under både mænd og OECD-gennemsnittet. Selvom der er sket fremskridt, er udviklingen for langsom: Kvinder udgør fortsat kun en brøkdel af alle iværksættere, og deres adgang til risikovillig kapital er begrænset sammenlignet med mandlige stifterteams. Samtidig peger data på, at mange kvinder tvivler på egne kompetencer som iværksættere – et mønster der bremser både mod og muligheder for at starte virksomhed.
Denne analyse bygger videre på tidligere års arbejde ved at belyse, hvordan barrierer, holdninger og strukturelle forhold påvirker kvinders iværksætterlyst og muligheder i 2026. Den sætter fokus på både de udfordringer, der fortsat står i vejen, og de positive tegn – såsom større andel af iværksættervirksomheder med kvinder i stifterteams.
Vi håber, at analysen kan bidrage til en bredere forståelse af, hvordan danske politikere, erhvervslivets aktører og vækstmiljøet sammen kan skabe bedre rammer, så flere kvinder får muligheden for at omsætte deres idéer til virksomheder med vækstpotentiale.
God læselyst!
Kontakt
Erhvervspolitik & Analyse
Sofie Findling Andersen
Underdirektør