Spring til indhold

Danmark står foran stor demografisk skævvridning

Næsten alle kommuner længere væk fra de største byer kan forvente nedgang i antal indbyggere i den arbejdsdygtige alder frem mod 2050. Den geografiske ulighed rammer primært land-, provins- og oplandskommuner.

Analyse

NOVEMBER 2026

Kommuner længere væk fra de store byer bliver færre i den arbejdsdygtige alder i 2050
Den demografiske modvind er allerede en realitet. Både i EU og i Danmark vokser antal ældre markant, mens den erhvervsaktive befolkning udvikler sig svagt. Dansk Erhverv har kigget på den forventede udvikling i antal indbyggere i den arbejdsdygtige alder på tværs af landets kommuner.

Ifølge Danmarks Statistiks seneste fremskrivning kan vi forvente, at befolkningen mellem 20-67 år falder med ca. 65.000 personer frem mod 2050 (tal ikke vist). Tilbagegangen dækker over kommunale forskelle. 74 ud af 98 kommuner kan forvente en nedgang i antal indbyggere i alderen 20-67 år. I de ti kommuner med den største procentvise tilbagegang vil mindst hver femte indbygger i den arbejdsdygtige alder ikke længere være der i 2050 (tilbagegang på 20+ pct.). Foruden fire ud af fem ø-kommuner (ekskl. Samsø) gælder det også Lemvig, Struer, Morsø, Odsherred, Skive og Dragør. 

De ti kommuner med størst tilbagegang målt i antal indbyggere i alderen 20-67 år er Esbjerg, Frederikshavn, Hjørring, Ringkøbing-Skjern, Viborg, Skive, Frederiksberg, Guldborgsund, Sønderborg og Aabenraa. I hver af de ti kommuner falder antal indbyggere i den arbejdsdygtige alder mellem 4.400-7.000. Generelt er det i de mindre kommuner, de såkaldt land-, provinsby- og oplandskommuner, at der forventes en tilbagegang. Alle 31 landkommuner vil opleve en tilbagegang. Omvendt kan landets tre storbykommuner, flere omegnskommuner og flertallet af hovedstadskommunerne forvente en fremgang.

Danmark står foran stor demografisk skævvridning
pdf

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Mikkel Lundemann Rasmussen

Beskæftigelsespolitisk chef

Analyse

Jannie Frederiksen

Seniorøkonom