Halloween samler børnefamilierne – og de voksne morer sig også
Knap otte ud af ti danskere med hjemmeboende børn forventer, at husstanden gør noget særligt til Halloween. Børnene er den primære anledning, men over halvdelen af de voksne med hjemmeboende børn synes også selv, at Halloween er en sjov tradition. Sammenlignet med 2016 forventer flere danskere at købe slik, pynt og udklædning til Halloween.
NOVEMBER 2026
Den 31. oktober er det Halloween, og i mange danske hjem betyder det græskar, uhyggelig pynt og slik til udklædte børn. For butikker og oplevelsesvirksomheder er Halloween derfor en anledning til at tilbyde særlige varer og aktiviteter, som knytter sig til traditionen.
Dansk Erhvervs undersøgelse viser, at knap halvdelen af danskerne på 18+ år forventer, at deres husstand gør noget særligt i forbindelse med Halloween. Det kan fx være at købe pynt, dele slik ud, købe udklædning til børnene eller bruge penge på en oplevelse.
Halloween fylder især i hjem med hjemmeboende børn. Her forventer 78 pct., at deres husstand gør noget særligt. Blandt personer uden hjemmeboende børn gælder det 38 pct. Traditionen har dermed også tilslutning udenfor børnefamilierne, selvom deltagelsen er væsentligt mere udbredt i hjem med børn.
Undersøgelsen viser desuden, at Halloween for mange voksne både handler om børnene og om deres egen glæde ved traditionen. Over halvdelen af de voksne med hjemmeboende børn synes selv, at Halloween er sjovt, og en tilsvarende andel ser det som en god anledning til at være sammen med familie eller venner.
Slik, pynt og udklædning står på børnefamiliernes indkøbsliste
For mange børnefamilier er Halloween forbundet med indkøb. Blandt personer med hjemmeboende børn forventer 53 pct., at husstanden køber pynt eller udsmykning, fx pyntegræskar. En tilsvarende andel forventer at købe slik til børn, som kommer forbi på »trick or treat«.
Derudover forventer 49 pct. at købe udklædning til deres barn/børn, mens 47 pct. forventer at købe noget særligt at spise, fx græskar eller Halloween-slik.
I 44 pct. af husstandene med hjemmeboende børn forventes børnene selv at skulle ud på »trick or treat«. Det er en lidt lavere andel end dem, der forventer at købe slik til uddeling.
Halloween er blevet markant mere udbredt de seneste 10 år
Sammenlignet med Dansk Erhvervs undersøgelse fra 2016 peger resultaterne på, at flere danskere har taget Halloween til sig. På tværs af alle respondenter forventer 31 pct. i 2026, at husstanden køber slik til børn, der kommer forbi på »trick or treat«. I 2016 var andelen 10 pct. Også køb af pynt fylder mere i årets undersøgelse: 29 pct. forventer at købe pynt eller udsmykning mod 13 pct. i 2016.
Halloween appellerer især til yngre voksne
På tværs af alle voksne danskere synes 37 pct., at Halloween er en sjov tradition. En tilsvarende andel mener, at Halloween er en god anledning til at være sammen med familie eller venner.
Der er dog tydelige forskelle mellem aldersgrupperne. Blandt de 18-29-årige synes 57 pct., at Halloween er en sjov tradition. Det gælder 54 pct. blandt de 30-39-årige og 49 pct. blandt de 40-49-årige. Blandt personer på 60 år og derover er andelen 18 pct. Det sociale aspekt står også stærkt blandt de yngste voksne. 63 pct. af de 18-29-årige mener, at Halloween er en god anledning til at være sammen med familie eller venner.
Aldersforskellene viser dermed, at Halloween appellerer forskelligt på tværs af generationer.
Læs alle resultaterne nedenfor.
Kontakt
Handel
Bo Dalsgaard
Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer