Spring til indhold

Danskernes sommerferie 2026

Geopolitisk uro, ferieøkonomi og hedebølger har været temaer, som mange
medier har skrevet om i relation til danskernes ferieplaner. Dansk Erhvervs
undersøgelse ser nærmere på, hvad der har påvirket danskernes valg af
sommerferiedestination og deres oplevelser af geopolitisk uro, ekstremt
vejr og trængsel.

Analyse

OKTOBER 2026

Pris, natur og sol og varme er de vigtigste rejsekriterier  

Dansk Erhverv har spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning (18+ år), der har holdt sommerferie, om deres to vigtigste kriterier for valg af sommerferiedestination i år. I alt har 88 pct. af danskere (18+ år) holdt sommerferie i år.  

Flest danskere (32 pct.), der har holdt sommerferie i år, svarer, at pris er vigtigt. Dernæst svarer 22 pct., at natur og landskab er vigtigt. 20 pct. peger på sol og varme som et vigtigt kriterie, mens 15 pct. peger på kulturelle oplevelser som ét af deres to vigtigste kriterier.  

Transporttid og tilgængelighed er vigtigt for 14 pct. og børnevenlighed er vigtigt for 13 pct. af danskerne.  

Færrest danskere svarer, at miljø- og klimavenlighed er blandt de vigtigste kriterier, når de vælger sommerferie (2 pct.).  

Flytrafikken var op til sommeren påvirket af krigen i Mellemøsten, der fik prisen på brændstof til at stige, og der var samtidig forlydender om brændstofmangel til fly. Brændstofpriserne fik også prisen på kør-selv-ferie til at stige.  

Geopolitisk uro har ikke rykket ved rejsemønstrene 
Et flertal af danskerne, der har været på sommerferie, svarer, at geopolitisk uro (fx krige, handelskonflikter eller politiske spændinger) ikke har haft synderlig betydning for deres valg af sommerferiedestination.  

54 pct. svarer, at det ”slet ikke” har påvirket deres valg af destination, mens 22 pct. svarer, at det har påvirket valget ”i mindre grad”. Resultaterne er på niveau med sidste år.

Kun 7 pct. svarer, at geopolitisk uro ”i høj grad” har påvirket deres rejseplaner, mens 13 pct. svarer, at det har påvirket rejseplanener ”i nogen grad”. Der er signifikant flere kvinder end mænd, der svarer, at geopolitisk uro i høj eller nogen grad har påvirket valget af sommerferiedestination (25 pct. for kvinder, 16 pct. for mænd).

Udsigten til ekstremt vejr har relativt lav påvirkning på danskernes rejseplaner 
Ekstremt vejr er et andet fænomen, som har fyldt meget i avisernes spalter igen denne sommer, men det har haft relativt begrænset indflydelse på danskernes rejsevalg.  
  
51 pct. af de danskere, der har holdt sommerferie, svarer, at hedebølger eller andet ekstremt vejr ”slet ikke” har påvirket deres valg af sommerferiedestination i år. 23 pct. svarer, at det kun har påvirket deres valg ”i mindre grad”.   
 
Blot 7 pct. svarer at det ”i høj grad” har påvirket deres rejseplanener, mens 17 pct. svarer, at det har påvirket planerne ”i nogen grad”. Alle resultater er på niveau med sidste år.  
 
Der er signifikant flere unge i alderen 18-29 år, der svarer, at udsigten til hedebølger i høj eller nogen grad har påvirket valget af sommerferiedestination (31 pct.) sammenlignet med de 40-49 årige (15 pct.). 
 
Få danskere er generet af trængsel på feriedestinationen 
For mange feriedestinationer er sommerperioden højsæson, hvor der kommer allerflest besøgende, men de fleste danskere har ikke oplevet trængsel eller for mange mennesker som et væsentligt problem.  
 
48 pct. af danskerne, der har holdt hele eller dele af deres sommerferie i Danmark i år har ”slet ikke” været generet af trængsel. 
Det samme gælder for 37 pct. af danskerne, der har været på ferie i udlandet. Henholdsvis 34 pct. på deres ferie i Danmark og 39 pct. på deres ferie i udlandet har kun ”i mindre grad” været generet af trængsel og mange mennesker på destinationen. 
 
Kun 2 pct. har ”i høj grad” været generet af trængsel på deres ferie i Danmark og 3 pct. af dem, der har været på ferie i udlandet, svarer det samme. Alle resultater er på niveau med sidste år. 

Danskernes sommerferie 2026
pdf

Kontakt

Turisme, Kultur & Oplevelse

Kirstine Tolstrup Nielsen

Chefkonsulent