Lukkedage i daginstitutioner gør det sværere for forældre at passe arbejdet
Mere end hver tredje forælder, der har eller har haft børn i daginstitution, oplever, at lukkedage i høj eller nogen grad gør det sværere at passe deres arbejde. Knap hver sjette har meldt sig syg mindst én gang pga. lukkedage.
SEPTEMBER 2026
De danske kommuner har hvert år en række lukkedage i deres dagtilbud. Det betyder, at de kommunale daginstitutioner holder helt eller delvist lukket på almindelige hverdage. En tidligere analyse fra Dansk Erhverv viser, at der er store kommunale forskelle på, hvor mange lukkedage daginstitutionerne har hen over sommeren. 36 kommuner havde ingen lukkedage i juli, mens flertallet holdt lukket i flere uger. Dansk Erhverv har derfor spurgt danskere, som har børn eller har haft børn i daginstitution, hvad de gør eller har gjort på lukkedage, og hvordan de mener, at lukkedagene påvirker muligheden for at passe deres arbejde.
Mere end hver tredje forælder oplever, at lukkedage gør det sværere at passe deres arbejde
Samlet oplever 36 pct. af danskerne, som har børn, der går eller har gået i daginstitution, at lukkedagene i høj grad (7 pct.) eller i nogen grad (29 pct.) gør det sværere at passe deres arbejde. 28 pct. svarer, at lukkedagene i mindre grad gør det sværere at passe deres arbejde, mens 23 pct. svarer, at det slet ikke gør det sværere at passe deres arbejde. 12 pct. svarer ”ved ikke”.
Knap hver sjette forælder har på et tidspunkt meldt sig syg, fordi deres barns daginstitution holdt en lukkedag
16 pct. af danskerne, som har børn, der går eller har gået i daginstitution, svarer, at de har meldt sig syge, fordi deres barns daginstitution holdt en lukkedag. Det svarer til, at knap hver sjette forælder har meldt sig syg, fordi deres barns daginstitution holdt en lukkedag. Der er ikke signifikant forskel mellem hverken køn eller alder og resultaterne er helt på niveau med Dansk Erhvervs undersøgelse fra sidste år, når vi tager højde for den statistiske usikkerhed.
Kontakt
Erhvervspolitik & Analyse
Mikkel Lundemann Rasmussen
Beskæftigelsespolitisk chef