Gemt

E-handelsanalysen: Forbruget på nettet vokser markant og slår ny rekord

Danskerne shoppede løs på nettet i første halvår af 2021, hvor forbruget slog rekord og landede på 93,8 mia. kr. Coronakrisen har fået flere til at handle markant mere online, og trods genåbningen forventer blot hver tiende forbruger at skrue ned for onlineforbruget.

Analyse

Hent analysen nederst på denne side.

En vækst på svimlende 26 % og et forbrug, der nærmer sig 100 mia. kr. på seks måneder.  

Man skulle tro, at Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, måtte kigge en ekstra gang, da E-handelsanalysen for 1. halvår 2021 landede på hans bord.  

”Men nej, jeg er faktisk ikke overrasket. Vi har igennem hele coronakrisen hørt om mange e-handelsvirksomheder med enorm vækst, så den flotte samlede vækst kommer faktisk ikke bag på mig. Når det er sagt, så er det er en voldsom fremgang fra samme periode sidste år, som også delvist var præget af nedlukning.” 

Grafik: Andelen af forbrug og handler

Væksten i forbruget bliver ikke mindre imponerende af, at rejsebranchen, som traditionelt er den suverænt største kategori målt på forbrug, stadig er ramt, uddyber e-handelsdirektøren: 

“Vi er gået frem, selvom vi “mangler” et ganske betragteligt beløb fra rejse- og kulturbranchen. Det siger noget om, hvor stor fremgangen er i andre dele af e-handelsverdenen.”

Grafik: Andel af forbrug vs. 2020

 

Mindre handel i udlandet 

Samtidig med fremgangen er forbruget i de udenlandske netbutikker faldet ca. 2%-point ift. første halvår 2020. 

Selvom godt en fjerdedel af danskernes forbrug stadig havner i udenlandske netbutikker, og nedgangen ikke er stor, så er det en god udvikling, lyder det fra Niels Ralund, som også har bud på årsagen.  

”Vi har mange danske netbutikker i absolut verdensklasse, som gør alt, hvad de kan for at holde forbruget i Danmark. Samtidig har flere virksomheder under coronakrisen taget nettet til sig, og dermed har kunderne fået endnu bedre mulighed for at handle herhjemme.” 

Udviklingen afspejler sig også på listen over de 20 mest benyttede netbutikker. Den toppes stadig af tyske Zalando, men flere danske butikker går frem, og andre debuterer på listen – eksempelvis tordner Jem & Fix ind på tiendepladsen.  

Grafik: De 20 mest anvendte netbutikker i Danmark

Nedlukninger og feriepenge gav forbruget vokseværk - hvad nu?  

De primære årsager til e-handel er typisk bekvemmelighed, pris og udvalg. Normalt angiver cirka 5 % af forbrugerne, at de e-handler af andre årsager, men i første halvår af 2021 var det tal fordoblet. 2 ud af 3 af disse forbrugere angav corona-relaterede årsager til, at de har handlet på nettet.  

”Forbruget på nettet har haft vokseværk i flere år, men der er ingen tvivl om, at coronakrisen, nedlukninger og udbetalte feriepenge har været benzin på bålet. Knap halvdelen af forbrugerne svarer da også, at de har handlet mere på nettet de seneste 12 måneder end tidligere,” forklarer Niels Ralund.

Grafik: Har forbrugerne handlet mere og hvad vil de gøre fremover?  

Det store spørgsmål er, hvad der sker nu, hvor restriktioner er væk, og vi forhåbentlig lægger det værste bag os?  

Analysen konkluderer, at hver femte forbruger forventer at handle mere online, mens blot hver tiende vil skrue ned. 

”En del forbrugere vil lette foden lidt fra speederen og i stedet skrue op for handlen i de fysiske butikker, men det er kun et fåtal, der vil trykke på bremsen. Væksten vil finde et mere naturligt leje, hvor vi ikke skal forvente at se de her vilde væksteksplosioner, som vi har set under krisen,” vurderer e-handelsdirektøren.

Rejsebranchen lider, mens dagligvaresalget buldrer frem 

Mens mange brancher har oplevet voldsom fremgang, er der også virksomheder, der har oplevet det stik modsatte.  

En af de hårdest ramte brancher er som nævnt rejsebranchen, som tidligere typisk udgjorde over 25% af det samlede e-handelsforbrug. Under krisen har kategorien dog i flere måneder været helt nede på at udgøre under 5 % af det samlede e-handelsforbrug.  

Omvendt har særligt det digitale salg af dagligvarer og produkter til hus og have haft enorm fremgang under krisen. 

”Det interessante er, at i de brancher, der har haft fremgang, er niveauet ikke er faldet nævneværdigt trods genåbningen. Omvendt er der heldigvis fin fremgang at spore i de hårdest ramte. Der er altså grund til at tro og håbe, at de ramte brancher kommer sig hurtigere, end de voksende brancher taber terræn igen,” siger Niels Ralund og fortsætter. 

”Vi har været igennem en dramatisk og interessant periode, hvor udvikling, der normalt er flere år undervejs, er sket på måneder. Nu bliver det kun mere interessant at følge udviklingen i dansk e-handel.” 

Log ind for at hente hele E-handelsanalysen 1. halvår 2021.

 

 

 

 

 

 

Kræver medlemskab

Du skal være logget ind for at få adgang til artiklen

Det er kun medlemmer af Dansk Erhverv, der har adgang til vores artikler og værktøjer.

Endnu ikke bruger? Opret dig

Kontakt

Politik og Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil