Gemt

Faldende forbrugerpriser fra oktober til november - årsstigning på 1,3 pct.

Danmarks Statistik har offentliggjort forbrugerpriser for Danmark frem til november i år. Det samlede forbrugerprisindeks steg med 1,3 pct. i november i forhold til samme måned sidste år. Det er en mindre årsstigning end vi så i oktober.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af økonom Kristian Skriver Sørensen

Forbrugerpriserne er faldet med 0,3 pct. fra oktober til november. Det er både varer og tjenester, der er årsag til de lavere forbrugerpriser fra oktober til november. Forbrugerpriserne på varer er faldet med 0,1 pct. fra oktober til november, mens priserne på tjenester er faldet med 0,4 pct.

Når vi ser på årsbasis, kan inflationen mærkes for en almindelig husholdning. For en almindelig husholdning med 2 voksne og 2 børn og en årlig indkomst på 730.000 kr. før skat betyder inflationen, at rådighedsbeløbet bliver udhulet med ca. 5.800 kr. på årsbasis. Det er især stigende priser på bolig, vedligehold og vandforsyning samt stigende fødevarepriser, der trækker i retning af et mindre rådighedsbeløb for familien, mens lavere priser på telefoni trækker i retning af øget rådighedsbeløb for familien.

Vi kan dog se, at lønnen er steget 2,3 pct. i løbet af det sidste år (3. kvartal 2017 sammenlignet med 3. kvartal 2016). Dermed er stigningen i lønnen højere end inflationen, hvilket vil sige, at husholdningerne oplever fremgang i reallønnen. Det betyder, at der er privatøkonomiske forudsætninger for fremgang i det private forbrug. Der er dermed også forudsætninger for at putte lidt ekstra store julegaver under juletræet i år.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil