Gemt

Fortsat stigende boligpriser

Ny regulering har ikke dæmpet stigningen i boligpriserne. Danmarks Statistik har offentliggjort tal for udviklingen på boligmarkedet frem til og med marts i år.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af økonom Kristian Skriver Sørensen

Det nye tal viser, at huspriserne steg med 2 pct. fra februar til marts, mens priserne på ejerlejligheder steg med 0,6 pct. Det er tredje måned i træk, at priserne stiger, og set over det seneste år er priserne på huse steget med 5,8 pct., mens priser på ejerlejligheder er steget med 7,0 pct.

Siden december sidste år er priserne på huse steget med 5,5 pct., mens priserne på ejerlejligheder er steget med 3,8 pct. Det tyder derfor ikke umiddelbart på, at regeringens nye retningslinjer for boliglån til husstande med høj gæld, der trådte i kraft pr. 1. januar i år, har dæmpet stigningerne i boligpriserne i et lige så stort omfang, som vi havde forventet. Det kan i stedet skyldes, at der lige nu er gode forudsætninger for højere boligpriser: rekordhøj beskæftigelse, stigende realløn og ikke mindst fortsat lave renter.

Udviklingen på boligmarkedet er central i forhold til den samlede økonomiske udvikling herhjemme. Når prisen på vores boliger stiger, så trækker det både forbrug og boliginvesteringer med op. De seneste års fremgang på boligmarkedet har været med til at støtte opsvinget, men hvis opsvinget på boligmarkedet skulle begynde at vende, så kan det sætte forbrug og boliginvesteringer under pres. Set i lyset af de økonomiske forudsætninger forventer vi dog, at 2018 vil byde på vækst i boligpriserne.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil