Gemt

Huspriserne stiger i hele landet

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for udviklingen i boligpriserne i 1. kvartal på regionalt niveau.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af økonom Kristian Skriver Sørensen

De nye tal viser, at huspriserne på landsplan steg med 2,4 pct. fra fjerde kvartal sidste år til første kvartal i år, og målt over det seneste år er det blevet til en prisvækst på 4,9 pct. Fremgangen på boligmarkedet kommer alle dele af landet til gavn - der er således fremgang i boligpriserne i alle landsdele. Højeste prisvækst over det seneste år finder vi i København, hvor priserne på parcelhuse er steget med 10,1 pct. i løbet af det seneste år. Men vi finder også høje prisstigninger på Bornholm, Vest- og Sydsjælland samt på Fyn, der alle har oplevet husprisstigninger på over 7 pct. i løbet af det seneste år. Det er værd at bemærke, at det ikke blot er i hovedstadsområdet, at parcelhuspriserne er på et rekordhøjt niveau. Der er også rekordhøje boligpriser i Nordjylland og Østjylland, mens parcelhuspriserne fortsat er lavere end før krisen.

De højere boligpriser er rimelig afstemt med den nuværende økonomiske fremgang. Der er i øjeblikket gode forudsætninger for højere boligpriser: beskæftigelsen er rekord høj, reallønnen er stigende, og samtidig har vi fortsat meget lave renter. De lave renter gør det muligt at købe dyrere, og det er med til at øge efterspørgslen.

Udviklingen på boligmarkedet er central i forhold til den samlede økonomiske udvikling herhjemme. Når prisen på fast ejendom stiger, så trækker det både forbrug og boliginvesteringer med op. De seneste års fremgang på boligmarkedet har været med til at støtte opsvinget, men hvis opsvinget på boligmarkedet skulle begynde at vende, så kan det sætte forbrug og boliginvesteringer under pres.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil