Gemt

Udvikling i Brexit-sagaen

EU-Kommissionens chefforhandler og den britiske premierminister Theresa May er nået frem til en aftale. Nu skal den godkendes af begge parter, både briterne og EU.

Nyhed

Dansk Erhverv | HANDEL - 19. november 2018

Der er nu omsider fremgang at spore i forhold til en endelig aftale om briternes udmelding af EU, Brexit. Det er godt nyt, idet fremgangen gør det mindre sandsynligt, at der slet ikke kommer en aftale inden den fastsatte deadline.

”Selv om der er fremgang, så er vi alligevel ikke mere end forsigtigt positive. Der er fortsat meget, der kan gå galt, og virksomhederne bør stadig forberede sig på, at det kan ende med ”no-Deal”. I det mindste indtil det er klart, at May kan få aftalen igennem i det britiske Underhus,” siger Lasse Hamilton Heidemann, EU-chef i Dansk Erhverv.

Lasse Hamilton Heidemann minder desuden om, at aftalen også skal igennem i EU.

”Der er fortsat utroligt mange ubekendte, og der er bestemt ingen grund til at kippe med flaget endnu. Om ikke andet så fordi, at det udkast til en aftale, der ligger på bordet, ikke er en permanent en af slagsen. Den vil, hvis godkendt, sikre en overgangsordning, hvor danske virksomheder kan handle med briterne på samme vilkår som tidligere og peger frem mod en endelig aftale. Men hvis der ikke er indgået en ny og permanent aftale henimod udgangen af 2020, ja, så er vi så at sige på den igen med usikkerhed for de danske virksomheder. Jeg holder i dén grad stadig vejret,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

Konkret råder Dansk Erhverv fortsat medlemmerne til at forberede sig på et hårdt Brexit – hvilket vil sige et Brexit uden aftale. Det næste hovedpunkt i processen, hvor der kan blive mere klart om der faktisk kan indgås en endelig aftale om overgangsperioden er godkendelsen i de britiske underhus som antageligvis kommer til at ligge sidst i november eller først i december.

Mere information om Brexit og hvordan man kan forberede sig kan findes på Dansk Erhvervs hjemmeside – hvor der både er links til vores egen Brexit-tjekliste og regeringens Brexit-tjekliste: