; ;
Gemt

Skab værdi med verdensmålene – 3 gode råd

Betragt verdensmålene som en bestilling, der er blevet lagt af alle FN-landene tilsammen. De vil gerne have virksomhedernes løsninger, know-how og investeringer. Og det giver et efterspørgselstræk på bæredygtige løsninger, der er estimeret til 400 mia. for danske virksomheder alene frem mod 2030. Spørgsmålet er, om din virksomhed skal have en bid af den kage? Nedenfor er tre gode tips til at komme i gang med at skabe værdi med verdensmålene.

Nyhed

DANSK ERHVERV | CSR - 23. APRIL 2019

Flere store virksomheder skaber allerede værdi ved at være med på den bæredygtige dagsorden. For SMV’erne er historien dog en anden. Men også de kan få gavn af en bæredygtig indsats. Og de har ofte en fordel i kraft af en større agilitet og eksekveringsevne. Dansk Erhverv har samlet tre gode råd til at hjælp dig i gang med at arbejde strategisk med bæredygtighed og verdensmålene.

Dét verdensmålene tilbyder dig er et sprog, der kan bruges til at tale om de udfordringer, verden står over for, og til at forklare at din virksomhed er en del af løsningen. Med FN’s 17 verdensmål, er det blevet lettere at identificere udfordringer for samfundet og dernæst at koble dem til den daglige drift. Bruger din virksomhed fx meget plastikemballage, vand eller andre knappe ressourcer er det sund fornuft at tage et ansvar og forsøge at mindske forbruget og nedbringe sin egen negative påvirkning. Hvis man samtidig hjælper sine kunder med at sænke deres forbrug, kan man måske også påvise at have en positiv effekt på verdensmålene.

De fleste virksomheder, især blandt SMV'er, har ikke en strategi for verdensmålene. Hvad de derimod har, er en forretningsplan. Og det er helt fint. Dét, de bør gøre, er at integrere bæredygtighed ind i deres forretningsplan. Her kan verdensmålene være et værktøj. Forvent dog ikke at de er så konkrete, at de viser dig, hvordan og hvilke løsninger, du skal implementere. Det må du finde ud af på anden vis, fx igennem din viden om branchen, konkurrenterne og dine forventninger til fremtiden.

Start med at overveje følgende tre spørgsmål:

  1. Hvad ville der ske, hvis din virksomhed ikke var her?
    Hvis du skal i gang med en indsats for bæredygtighed i din virksomhed, så fokusér på at kunne dokumentere og forklare, at dit produkt eller serviceydelse er en del af løsningen – og ikke af problemet. Tænk over hvilke reelle samfundsmæssige problemer, som din forretning løser. Anvis derefter dine kunder handlemuligheder, så de kan være med til at bidrage positivt til, eller mindske deres negative påvirkning, på verden. Her handler det altså ikke om hvilke gode formål, du støtter, hvis de køber dit produkt eller din service, men om at finde frem til formålet med din forretning. Hvorfor laver du det du gør? Hvilken forskel vil din virksomhed gøre? Hvad ville der ske, hvis I ikke var her? Svaret skal gerne være mere end vækst og arbejdspladser. Stol på din mavefornemmelse fx i forhold til hvorfor virksomheden blev grundlagt i første omgang. De fleste iværksættere og ejerledere er drevet af et ønske om at skabe noget større end sig selv. Det er dette ønske, der skal identificeres. Derfra handler det naturligvis også om dokumentation og validitet, så det er sikkert, at dit bæredygtige ’value proposition’ også holder stik.

  2. Er din virksomhed attraktiv for den kommende generation af medarbejdere?
    Den generelt høje beskæftigelse betyder, at krigen om talent er hårdere end nogensinde. Mindre virksomheder har måske svært ved at matche de større virksomheder, når det kommer til løn og personalegoder, men de kan sagtens konkurrere på parametre som mening og rummelighed. Og dét bør de udnytte. Vi har i dag den største ungdomsgeneration i menneskehedens historie. 20 pct.af verdens befolkning er mellem 13-25 år. Og de viser nogle klare præferencer, når det kommer til deres fremtidige arbejdsgiver. Diversitet og mangfoldighed har fx en stor betydning for generation Y også kaldet ’millenials’ (dem der er født fra midt-1980’erne og frem) og også for generation Z, der efterfølger dem (født fra midt-1990’erne). Såvel mænd som kvinder ser de fx på andelen af kvinder i ledelsen, muligheder for en familievenlig arbejdsplads og for fleksibilitet, når de skal vælge deres nye arbejdsgiver. Når du har fundet frem til formålet med din virksomhed, bør næste skridt være, at kommunikere det til dine kommende og eksisterende medarbejdere.

  3. Har du overvejet verdensmålene i din produktudvikling?
    Verdensmålsaccelerator, verdensmålsbooster, verdensmåls-matchmaking m.m. Flere og flere innovations- og partnerskabsprogrammer dukker op med tilbud til virksomhederne om at facilitere deres udvikling af nye produkter, tjenester og forretningsmodeller med udgangspunkt i de 17 verdensmål. De fleste forløb er lagt an på en indledningsvis identifikation af ideer, hvor den bedste kombination af såvel verdensmålspotentiale som forretningspotentiale udvælges, konceptudvikles, og til sidst udvikles der evt. også prototyper og konkrete forretningsplaner. Dine gode forretningsideer skal du altså have i forvejen, og markedsanalysen og business casen er stadig uundværlige analysemetoder. Men hvis du benytter verdensmålene som rettesnor i udviklingsfasen, sikrer du et udefra-og-ind perspektiv på din virksomhed, jeres produkter og tjenester, og du sikrer dig, at de er en del af løsningen – og at vækstpotentialet derfor også er til stede på langt sigt.

Her kan du finde mere information og værktøjer til det videre arbejde med målene:

  • Danmarks Statistik har lavet en platform, der giver et overblik over målene og deres delmål. Du kan også se den nationale status på indfrielsen.
  • Verdens Bedste Nyheder har udviklet den samlende platform for viden om verdensmålene i Danmark. Her kan du læse om relevante arrangementer og downloade de forskellige ikoner.
  • SDG Kompasset er udviklet af UN Global Compact i samarbejde med World Business Council for Sustainable Development og Global Reporting Initiative og giver trin-for-trin vejledning til, hvordan man integrerer målene i sin virksomhed.
  • SDG Business Booster: Vækstbriefing for de nysgerrige.

Faktaboks: Hvad er verdensmålene?
Den 25. september 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere en ny plan for verden bestående af 17 konkrete mål og 169 delmål, som FN’s medlemslande alle forpligtede sig til at arbejde efter at opfylde. FN’s Målene trådte i kraft pr. 1. januar 2016. De er en plan for at løse verdens udfordringer inden 2030, og målene udgør i dag en samlende ramme for og et fælles sprog om bæredygtighedsindsatser verden over.