Gemt

Væksten i vareeksporten var lav i 2018 - lavere vækst i Tyskland rammer nu dansk eksport

Danmarks Statistik har fredag offentliggjort tal for den danske vareeksport frem til og med november i år. Det har været svært at finde en klar retning på vareeksporten i 2018. Vareeksporten var faldende frem til sommeren, hvorefter vi oplevede pæne vækstrater.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 8. februar 2019

Danmarks Statistik har fredag offentliggjort tal for den danske vareeksport frem til og med november i år. Det har været svært at finde en klar retning på vareeksporten i 2018. Vareeksporten var faldende frem til sommeren, hvorefter vi oplevede pæne vækstrater. Glæden varede dog kun kortvarigt før vi igen oplevede faldende salg til udlandet. De senere måneder har vi dog set, at vareeksporten har taget revanche og steget i oktober og november.

Dagens nye tal for december viser, at vareeksporten ekskl. brændsel, skibe og fly er faldet med 3,5 pct. fra november til december, når der tages højde for almindelige sæsonudsving. Med tallene for december har vi samtidig det samlede tal for udviklingen i vareeksporten i 2018. Det viser, at salget varer ekskl. brændsel, skibe og fly er steget med 0,8 pct. i 2018. Det er bestemt ikke en tilfredsstillende vækst. Alene eksporten til vores naboer i EU er fuldstændig på samme niveau som sidste år.

Den manglende vækst skal bl.a. forklares af, at væksten i Europa gik ned i gear i andet halvår af 2018. Særligt væksten i tysk økonomi er gået kraftigt ned i gear. Men den lavere vækst i Europa har vi indtil nu ikke set påvirke vareeksporten specielt kraftigt. Dagens tal viser dog, at eksporten til Tyskland er faldet med hele 12,5 i 4. kvartal sammenlignet med 3. kvartal. Det tyder på, at den lavere vækst i Tyskland nu har ramt den danske eksport. Det er bekymrende, når væksten på vores største eksportmarked går så kraftigt ned i gear.

Udsigterne for i år er heller ikke specielt positive. Så sent som i går tegnede EU-kommissionen et dystert billede af den økonomisk udvikling i EU, da de kom med ny økonomisk prognose for i år og næste år. Kommissionen kom med en kraftig nedjustering af væksten med hele 0,6 pct.-point siden deres seneste prognose fra oktober, og forventer nu en vækst på 1,3 pct. i år. Det er ikke godt nyt for danske virksomheder, der eksporterer til vores nabolande, når væksten i Europa går ned i et lavere gear. Det gør det mere vanskeligt for danske virksomheder, at afsætter varer og tjenester på vores vigtigste eksportmarkeder.

Vi taler generelt om at dansk økonomi kører på to hovedmotorer: eksporten og det private forbrug. Over de senere år har begge hovedmotorer bidraget til fremgangen herhjemme, men det er dog eksporten, der har haft det største bidrag. Med den lavere vækst i Europa forventer vi, at det i år bliver byttet rundt, så det i højere grad er fremgang i det private forbrug, der trækker væksten herhjemme. Vi har heldigvis fortsat gode forudsætninger for fremgang i det private forbrug; beskæftigelse sætter rekord måned efter måned, ledigheden er lav og realløn stiger. Det giver lidt flere penge mellem hænder for mange husholdninger, som formentlig vil øge forbruget herhjemme.

 

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil